Der er de tidlige tegn som er der hvor babyen begynder at røre på sig og sige små lyde, i søvne. Allerede her kan forældrene tage babyen op og få lagt ham til brystet. Tegnene her er nemlig de helt tidlige tegn, og her kan det være nemmere at få lagt ham til brystet. De tidlige tegn vil også være at babyen begynder at åbne munden, stikke tungen ud og lave nogle små slikke -og smaskelyde.
Herefter udviser babyen de mere aktive tegn. Babyen begynder at bevæge hovedet fra side til side. Babyen tager hænderne op til munden og kommer hænderne ind i munden. Bevægelserne i hans krop bliver mere intense og vejrtrækningen bliver hurtigere. Han vil begynde at søge efter brystet, uanset hvem han er hos.
Til sidst viser babyen de sene tegn. Ved de sene tegn kan det være en næsten umulig opgave at få babyen til brystet. Ved de sene tegn vil han nemlig bevæge hovedet, febrilsk, fra side til side og bagover. Han vil begynde at græde og blive rød i ansigtet. Her kan det være en god idé hvis han bliver trøstet af en af forældrene først. Når han er blevet beroliget, kan forældrene lægge ham til brystet igen.



