Seneste Mom Diary

ISABEL FJELKING

“Jeg kunne mærke hans hjerte hamre – og så gik han på knæ.”

Isabel Fjelking deler sin rejse ind i moderskabet – fra forelskelsen på Distortion og bryllup i de italienske bjerge til måneder med nervøsitet, hormoner og håb. Hun fortæller om en decembernat, hvor vandet pludselig gik, om en fødsel der tog fart hurtigere end hun var forberedt på – og om den lettelse, der rammer, når alt giver mening i det øjeblik, ens barn bliver lagt på brystet.

25. februar 2026

Mødet med Jonas

Isabel og Jonas møder hinanden på Distortion i 2017 – “dengang Distortion var på sit peak på Vesterbro”. Isabel er netop kommet hjem efter fem år i Australien, hvor hun arbejdede med hår og underviste i faget gennem Toni&Guy. Hun er nu tilbage i Danmark, lidt “på bar bund”, og lander i København med en følelse af at skulle starte forfra.

I Parken sidder hun og hendes søster med tæppe og vin, da søsteren spørger: “Hvem synes du er cute her?” Isabel får øje på Jonas – “langt hår, surfer dude… det var lige mig.” Og før Isabel når at tænke sig om, kalder søsteren ham over.

De taler længe. "Jonas går tilbage til sine venner – og Isabel og søsteren går virkelig langsomt, fordi… ja, han har jo ikke spurgt om nummeret endnu. Til sidst kommer han så løbende."

Og sådan starter det.

Et frieri på Amalfikysten

De har været på roadtrip i en varevogn i flere dage – “lidt grimme, lidt trætte, bare os to” – da de tjekker ind på et hotel på Amalfikysten med en altan fyldt med blomster. Det er smukt, men Isabel tænker ikke videre over det.

Indtil Jonas pludselig bliver insisterende. “Skal vi ikke lige tage nogle billeder? Det er så flot herude.”

Det plejer han aldrig at sige. Men udsigten er jo fantastisk, så hun går med ud. De stiller sig tæt, som om de skal tage et helt almindeligt billede. Og dér mærker hun det.

“Jeg kunne mærke hans puls helt vildt – DUNG, DUNG, DUNG. Og jeg var sådan: ‘Er du okay? Hvad sker der?’”

Sekundet efter går han på knæ. Ringen har han gemt mellem blomsterne på altanen. Han har haft en lang tale klar i hovedet, men i øjeblikket forsvinder den. Det eneste, der kommer ud, er det vigtigste: “Vil du gifte dig med mig?”

To år senere bliver de gift i Umbria, midt i de italienske bjerge, omgivet af deres nærmeste. De vælger et lille sted med lys i træerne, lange borde, vin og latter. Ikke noget stort eller prangende – bare en stemning, der føles ægte. Råt, romantisk og varmt. “Det skulle bare være os og vores mennesker,” fortæller Isabel.

Og det var det.

Da ønsket om en familie blev helt konkret

Isabel fortæller, at hun aldrig har været “typen der drømte om at blive mor fra hun var 17”. Men med Jonas føltes det pludselig naturligt: “Han skal være min mand… så jeg vil have en familie med ham”

Efter brylluppet bliver de klar – virkelig klar. De prøver aktivt, men der sker ikke noget, og efter nogle måneder mærker Isabel en stærk mavefornemmelse: Hun vil gerne undersøges.

De starter i fertilitetsbehandling og bliver gravid på andet forsøg med inseminering.

“Vi var virkelig heldige.”

Mellem kvalme og kærlighed

Første trimester fylder mentalt. Isabel beskriver en uro og en nervøsitet for at miste – og samtidig en mærkelig lettelse i, at hun har det fysisk dårligt, fordi det føles som et tegn på, at det “virker”.

Hun er træt, kvalm, oppustet – og kroppen ændrer sig hurtigt.

“Jeg tog 6 kilo på med det samme. Hele min krop ændrede sig bare.”

Andet trimester bliver bedre. Maven kommer, og det bliver lettere at vise det frem – og lettere at være i det, når det også kan ses udefra. Men tredje trimester er hårdt: halsbrand, opkast, og især smerter i lænden fra omkring uge 17 – som er ekstra udfordrende i jobbet som makeupartist, hvor hun står meget.

Og alligevel arbejder hun næsten helt til slut – indtil hun bliver syg med influenza ugen før fødslen og må aflyse sine sidste store jobs.

Fire uger før termin

Isabel føder den 19. december – fire uger før termin.

Midt om natten vågner hun ved en pludselig, varm fornemmelse. Ikke dramatisk. Ikke et brag. Bare en tydelig følelse af, at noget slipper.

“Det var som om noget bare åbnede sig. Og så var der varmt vand. Jeg nåede først at tænke: ‘Er det bare tis?’ Men da jeg rejste mig, fortsatte det. Så vidste jeg godt, hvad det var.”

Klokken er omkring tre. Jonas vågner i dyb søvn, og på få sekunder skifter stemningen fra ro til alvor. De tager ind på Hvidovre, hvor Isabel bliver tjekket og er 2 centimeter åben. Der er travlt, og de får lov at tage hjem og afvente. Hun er egentlig overbevist om, at det her vil tage lang tid – hun er jo førstegangsfødende.

Så de kører hjem igen. Forbi Lagkagehuset efter sandwich. Hjem og gøre rent. Isabel bevæger sig rundt i lejligheden med en næsten instinktiv energi – rydder op, går i bad, føntørrer hår. Når en ve kommer, kalder hun på Jonas, som trykker hende på lænden. Når den er ovre, er alt næsten normalt igen. Veerne er korte, uregelmæssige. Ikke helt til at tage alvorligt. Indtil de pludselig er det.

I bilen på vej mod hospitalet ændrer det hele karakter. Pressetrangen melder sig, og Isabel arbejder sig igennem veerne på bagsædet, mens hun holder fast i sædet foran sig. Jonas sidder bag rattet og mærker, hvordan situationen skifter fra “vi har god tid” til noget langt mere akut. Jonas fortæller “Jeg kigger på GPS’en – 32 minutter – og jeg tænker: Skal jeg stoppe og ringe efter en ambulance? Og så kører jeg bare.” I baggrunden spiller julemusik. Og nu er de for alvor på vej til at blive forældre.

10 cm – og 2,5 time

Da de endelig når frem til hospitalet, siger Isabel det med det samme: “Jeg skal have en epidural. Nu.” Hun ved godt, at det sandsynligvis er for sent – og det er det også. Jordemødrene tjekker hende og konstaterer hurtigt: “Du er 10 centimeter. Du skal presse nu.”

Men i samme øjeblik hun er inde på stuen, sker der noget mærkeligt. Den pressetrang, hun havde haft i kroppen på vej derind, forsvinder næsten. Veerne bliver kortere, pauserne længere – og pludselig står hun med det mest frustrerende: at skulle presse uden at føle, at kroppen hjælper med.

“Jeg skreg bare ‘Min lænd, min lænd, min lænd!’ Det var dér, det gjorde sindssygt ondt,” fortæller hun. Jonas bliver hendes anker i rummet – hun husker nærmest kun hans stemme og det, at han ikke måtte flytte sig fra hendes side.

Der går 2,5 time, før Ziggy endelig kommer. Og da hovedet er ude, rammer lettelsen som et chok: “Den lettelse i min lænd var insane. Og så kom resten – og det gjorde slet ikke ondt.”

Ziggy kommer op på brystet med det samme. Han er varm, han er fin – og de græder begge to. Isabel beder kun om én ting: at få lov at prøve at amme, før alt andet. Og næsten med det samme søger han brystet selv.

“Jeg var sådan… ej hvor er jeg heldig.”

Adrenalinen bagefter – og den første frygt

De bliver på hospitalet i tre dage. Isabel beskriver tiden efter som en adrenalinbølge, hun ikke var forberedt på.

“Jeg lukkede ikke et øje i tre dage. Er han for varm? For kold? Trækker han vejret?”

Da de kommer hjem, føles det først som en lettelse. Indtil sundhedsplejersken dagen efter (på Isabels fødselsdag) vurderer, at Ziggy er meget gul – og de skal tilbage og tjekkes for gulsot.

Det ender heldigvis med at blive bedre, og så kommer Jonas’ forældre fra Sverige med julemad.

Den første jul bliver anderledes end planlagt – men det viser sig at være rart at være samlet. At have familien tæt på midt i alt det nye.

Kroppen efter fødslen

Isabel fortæller, at hun var nervøs for alt ved tiden efter: smerter, hormoner, depression, kroppen, amning. Hun havde læst meget og forberedt sig mentalt – og oplever, at det faktisk gik bedre, end frygten havde sagt.

Men nu, hvor der er gået lidt tid, mærker hun behovet for igen at passe på sig selv – ikke for at “komme tilbage” til noget gammelt, men for at få sig selv med i ligningen.

“Jeg vil ikke nødvendigvis tilbage til den samme krop. Men jeg vil gerne træne – gøre ting for mig selv.”

Hun er startet til mom fit med kvinder fra mødregruppen, og det føles som et lille skift: en aktivitet, et fællesskab, en måde at være “Isabel” midt i alt det nye.

Arbejdsliv, ambitioner – og Ziggy i midten

Ziggy er kun to måneder, så hverdagen er stadig helt ny og uforudsigelig. Lige nu handler det mest om amning, søvn i bidder og at finde fodfæste som familie. Men allerede nu taler Isabel og Jonas om, hvordan deres arbejdsliv kan formes omkring det nye liv.

At være to selvstændige i samme hjem kræver struktur, tillid og løbende koordinering. Til gengæld giver det en frihed, de ved kommer til at betyde meget. De kan skiftes. Justere kalenderen. Tage halve dage. Rykke møder, når det er nødvendigt. Arbejde mere i nogle perioder og mindre i andre. Det giver en mulighed for, at Ziggy ikke kun skal passes ind i deres arbejde – men at arbejdet også kan tilpasses ham.

“Det er virkelig fedt. Især med Ziggy. Jonas kan arbejde en halv dag og komme hjem – og det giver os en fleksibilitet, der betyder alt.”

Isabel glæder sig til at vende tilbage til sit arbejde som makeupartist, men i et tempo, der giver mening. Hun vil vælge opgaverne mere bevidst og ikke nødvendigvis sige ja til det hele. Jonas har samme tilgang: ambitioner er stadig vigtige, men ikke på bekostning af familielivet.

De små råd, der faktisk hjælper

Isabel og Jonas griner lidt af, hvor svært det er at give råd, når man er helt ny i det – men så kommer de alligevel:

Køb tøj lidt større, og køb ikke alt for meget newborn, de vokser ud af det med det samme

"Og ja… nogle gange giver det mening, at far sover et andet sted. Ikke for hans skyld – men fordi det kan være for svært at se nogen sove, mens man selv ammer klokken seks om morgenen."