Seneste Mom Diary

Tharsiny Thanendran

“Jeg vil gerne føle mig som mig selv i min egen krop igen.” Tanker om efterfødselskroppen og balancen mellem moderskab og identitet.

Thas blev mor til Uma – som kom til verden seks uger for tidligt og gav en intens start på moderskabet. I denne Mom Diary deler hun ærligt sine tanker om tiden før og efter, og om ønsket om igen at føle sig hjemme i sin egen krop. Samtidig sætter hun ord på noget, mange kan genkende: at kærligheden til sit barn og ønsket om at finde tilbage til sig selv godt kan eksistere side om side.

26. marts 2026

Et liv der allerede var godt

“Jeg har egentlig kendt Peter i mange år,” fortæller Thas. Hun flyttede til København i 2015 og lejede – uden at vide det – hans lejlighed gennem sin bror. Først flere år senere mødes de igen til et bryllup. Der er kemi, men timingen er forkert.

“Vi mødes sådan lidt en gang om året. Der sker altid lidt – men aldrig rigtigt noget.”

Indtil en dag.

“Vi ender tilfældigvis på det samme fly. Og da vi kommer hjem, begynder vi at date. Og så har vi været sammen lige siden.”

I dag har de været kærester i næsten syv år og gift siden 2023.

De havde et liv med frihed, spontanitet og en stærk følelse af at være præcis dér, de gerne ville være. Derfor kom beslutningen om børn heller ikke ud af en klassisk længsel.

“Vi havde et virkelig dejligt liv. Vi rejste, arbejdede og var sammen med vores venner. Vi følte faktisk ikke, at vi manglede noget.”

Beslutningen opstod mere som en stille nysgerrighed.

“Vi var sådan lidt… lad os se, hvad der sker.”

Og da hun blev gravid, ændrede perspektivet sig – ikke fordi noget manglede før, men fordi noget nyt fik plads.

Fra hverdag til fødsel på få timer

Graviditeten blev, mod forventning, ukompliceret – næsten så rolig, at det føltes uvirkeligt.

“Jeg ventede hele tiden på, at der skulle komme noget – kvalme, ubehag – men der skete ingenting.”

Måske var det også derfor, kontrasten til fødslen blev så markant. En helt almindelig dag – med praktiske gøremål og en mand til polterabend – udviklede sig pludselig til noget helt andet.

“Jeg kommer hjem, og så føles det som om, jeg tisser i bukserne.”

Det, der først virker harmløst, viser sig at være begyndelsen på fødslen. Seks uger før termin.

Hun ringer til jordemoderen. “Du skal ind nu.”

Peter er til polterabend. “Han havde fået 10 snaps,” griner hun.

“Og jeg siger bare: Jeg tror, mit vand er gået.”

Han sætter sig straks i en taxa og kører mod Thas, mens hun i hast pakker en taske – uden helt at vide, hvad hun egentlig får brug for. Kort efter sidder de sammen i taxaen på vej mod hospitalet.

Herefter går det stærkt. Meget stærkt.

“Fra jeg stod og skulle male køkken til jeg havde født… det hele gik så hurtigt, at jeg næsten ikke forstod, hvad der var sket.”

Fem timer og 45 minutter senere er Uma født. Presseveerne varer kun 20 minutter. “Jeg nåede ikke noget smertestillende. Der var bare ikke tid.”

Uma bliver født seks uger for tidligt og vejer kun to kilo. På få timer går Thas fra hverdag til moderskab – i en intens overgang, hvor kroppen tager over, før tankerne når at følge med.

En start, man ikke kan forberede sig på

Fordi deres datter blev født seks uger for tidligt, begyndte familielivet ikke hjemme – men på hospitalet. Det blev en start præget af overvågning, lyde og en konstant opmærksomhed på det mindste tegn.

“Det var virkelig intenst. Man ligger der med alle de andre små børn, og alting blinker og larmer.”

Hun var lille og havde brug for hjælp til både varme og mad, og det satte en helt særlig stemning omkring den første tid som mor.

“Man er bare bekymret hele tiden. Om hun trækker vejret, om hendes hjerte slår, om alt er, som det skal være.”

Det var ikke den rolige start, mange forestiller sig – men en tid, hvor kærligheden og bekymringen eksisterede side om side.

Når hverdagen bliver en undtagelsestilstand

Da de kom hjem, ændrede rammerne sig – men ikke intensiteten.

Dagene blev hurtigt struktureret omkring faste intervaller. Mad, søvn, pumpning. Gentagelser, der ikke gav meget plads til andet.

“Jeg pumpede ud hver tredje time. Jeg gav sonde. Man var bare i sådan et limbo.”

Tiden flød sammen, og det var svært at finde rytme i noget, der hele tiden krævede opmærksomhed. “Der var ikke noget flow – bare overlevelse.”

Men midt i det hele begyndte små fremskridt at gøre en forskel. Da deres Uma ikke længere havde brug for sonde, blev det et tydeligt vendepunkt.

“Det var som om, vi blev en normal familie. Nu var vi bare os.” Et skifte, hvor hverdagen langsomt blev genkendelig igen.

Ikke at miste sig selv

Midt i det nye har det været afgørende for Thas at holde fast i den, hun er – ikke som en modstand mod moderskabet, men som en måde at være i det på.

“Jeg var bange for, at jeg ville ændre mig fuldstændigt. Men jeg føler stadig, at jeg er mig.”

Livet er ikke det samme som før. Det er langsommere, mere planlagt og kræver flere hensyn. Men indholdet er stadig genkendeligt. De rejser stadig, ser venner og prioriterer oplevelser – bare i et andet tempo.

“Vi gør de samme ting – bare langsommere.”

Familien har allerede været afsted til blandt andet New Zealand, Australien og Singapore, og ønsket om at opleve verden er stadig en del af deres fælles identitet. Samtidig har det krævet bevidste valg at skabe plads til hende selv i hverdagen.

Hun og Peter har indrettet deres rutiner, så hun flere gange om ugen kan løbe om morgenen, inden dagen begynder – et lille, men vigtigt rum.

“Det har været mega vigtigt for mig at prioritere mig selv. Ellers tror jeg, man mister sig selv lidt.”

Og netop det er essensen for hende: at kunne rumme begge dele på én gang.

“Jeg kunne ikke forestille mig, at hun ikke var her. Hun er bare prikken over i’et.”

Kroppen – og det, man ikke altid siger højt

Kroppen efter en graviditet er for mange forbundet med forventninger – både indefra og udefra.

“Jeg gad virkelig godt være den der ‘cool mom’, der bare hviler i sin krop.”

Men virkeligheden er sjældent så enkel. For Thas har det handlet om at navigere i flere følelser på én gang.

“Jeg er stolt af, at min krop har skabt et barn. Det er vildt. Men jeg vil også gerne være mig selv igen.”

Og netop det er vigtigt for hende at sige højt. At de to ting ikke udelukker hinanden.

“Jeg kan godt mærke, at der er en fortælling om, at man bare skal embrace det hele lige efter en fødsel. Og det kunne jeg ikke. Og det synes jeg faktisk også skal være okay.”

Der kan være en forventning om, at man skal elske sin efterfødselskrop. At man skal omfavne forandringen med det samme. Men sådan føles det ikke nødvendigvis.

“Man elsker jo ikke sit barn mindre, fordi man gerne vil tilbage til det, man kender. De to ting hænger ikke nødvendigvis sammen.”

En erkendelse, der giver plads til ærlighed – uden skam.

Et andet tempo – ikke et andet liv

Thas er snart tilbage på arbejde som projektleder i Novo Nordisk, og barslen har ændret hendes syn på både tid og karriere.

“Jeg tænkte meget før, om jeg skød mig selv i foden ved at være væk så længe. Men nu tænker jeg, at jeg nok skal nå det.”

Hvor hun tidligere kunne være optaget af tempo og fremdrift, ser hun i dag anderledes på det.

“Jeg skal nok nå det. Det hele.”

Ambitionerne er der stadig, og lysten til at arbejde, være social og udvikle sig er ikke forsvundet.

“Jeg føler stadig, at jeg er lige så eventyrlysten. Jeg vil stadig gerne det hele.”

At finde sin egen måde

Parret overvejer flere børn.

“Jeg tror, vi vil have én mere. Men vi tager det, som det kommer.”

Der findes mange forestillinger om, hvordan moderskabet bør være – hvordan man bør føle, se ud og leve sit liv. Men for Thas handler det i højere grad om at finde sin egen måde i det.

“Man kan læse alle råd i verden – men i sidste ende har baby bare brug for sine forældre.”

Og måske vigtigst:

“Det skal nok gå. Selvom det føles sindssygt hårdt.”

For hende er det afgørende, at der er plads til nuancerne – også de mindre talte.

“Og det er okay at ville have sin krop tilbage. Ligesom det også er okay ikke at ville.”

I sidste ende handler det ikke om at vælge én rigtig måde at være mor på. Men om at give plads til det hele – til både kærlighed og tvivl, forandring og genkendelighed.

For Thas er det ikke et spørgsmål om enten-eller, men om at finde en balance, hvor hun stadig kan være sig selv – samtidig med, at hun er blevet mor.