I langt de fleste tilfælde er der tale om det, man kalder positionelt skævt baghoved (plagiocephali), der som oftest opstår, når barnets hoved enten påvirkes af ensidigt tryk og position over tid, eller af træk og spænding i musklerne og fascierne (kroppens bindevæv), der forbinder krop og hoved.
En babys kranie er utroligt blødt og formbart, hvilket er helt naturligt, så babys hoved kan passere gennem fødselskanalen. Efterfølgende er det en vigtig del af den tidlige udvikling, hvor hjernen udvikler sig i spurttempo og har brug for god plads og fleksibilitet i kraniet til den tilsvarende hjernevækst. Men det betyder også, at hovedformen kan ændre sig afhængigt af, hvordan barnet ligger og bevæger sig.



