Seneste Mom Diary

Johanne Landbo

Om at miste troen – og langsomt finde den igen

Da Johanne Landbo lå på operationsbordet på sygehuset i Thisted og hørte sin datter græde for første gang, spurgte hun sygeplejersken, om de havde puttet morfin i droppet. Hun havde det så godt, at det ikke kunne passe. Men det var ikke medicin. Det var hendes egne lykkehormoner – og en ro, hun ikke havde mærket i årevis. "Nej, det er bare dine egne lykkehormoner." Bag det øjeblik ligger seks års fertilitetsbehandling, to ægdonationer, en rejse gennem biokemiske graviditeter, en abort, en immunologisk ekspert, 300.000 kroner, utallige busture over Storebælt – og en kvinde fra Instagram, der kom cyklende i blå kjole med ring i næsen og ændrede alting. Det er en historie om at miste sin naivitet og alligevel holde fast i livsglæden. Og om at man godt kan være stærk og knust på samme tid.

30. september 2026

Seneste Mom Diary

Johanne Landbo

Om at miste troen – og langsomt finde den igen

30. september 2026

Da Johanne Landbo lå på operationsbordet på sygehuset i Thisted og hørte sin datter græde for første gang, spurgte hun sygeplejersken, om de havde puttet morfin i droppet. Hun havde det så godt, at det ikke kunne passe. Men det var ikke medicin. Det var hendes egne lykkehormoner – og en ro, hun ikke havde mærket i årevis. "Nej, det er bare dine egne lykkehormoner." Bag det øjeblik ligger seks års fertilitetsbehandling, to ægdonationer, en rejse gennem biokemiske graviditeter, en abort, en immunologisk ekspert, 300.000 kroner, utallige busture over Storebælt – og en kvinde fra Instagram, der kom cyklende i blå kjole med ring i næsen og ændrede alting. Det er en historie om at miste sin naivitet og alligevel holde fast i livsglæden. Og om at man godt kan være stærk og knust på samme tid.
Image 1

Fra fotoshoots til fertilitetsklinik

Johanne er 32 år, content creator og influencer og bor i Thy med sin mand Lukas, der er fotograf og arbejder i Elsk i Thisted. Sammen har de Magda på seks år og lillesøster Roberta, der er fem uger korrigeret.

Johanne og Lukas mødte hinanden i Aarhus, da de var 22 – "inden Tinder", som hun siger. Han spillede fodbold for AGF, hun arbejdede som model og rejste verden rundt. To livsstile, der var svære at forene. Alligevel gik det hurtigt, og snart købte de en lejlighed på femte sal på Grønnegade i Aarhus. Det var dér, Johanne startede den profil, som mange i dag følger – og derfor hedder den Femte til venstre.

Børn talte de endnu ikke om. Men Lukas vidste, at der kunne være udfordringer, fordi han var født med en tilstand, der kunne påvirke hans sædkvalitet. Så som 23-årige tog de ind for at få tjekket, hvordan landet lå. De var slet ikke i gang med at prøve.

Image 2

Til første samtale på fertilitetsklinikken fik de en besked, de ikke havde set komme. Det var ikke Lukas, der var den største udfordring. Det var Johanne. Hendes AMH-tal, der indikerer, hvor mange æg man har tilbage, var meget lavt for en 23-årig.

"Og det kom som et kæmpe chok, at vi lige pludselig fik at vide: I skal i gang. I skal skynde jer."

For et ungt par med hele verden foran sig betød det at skulle lægge livet om fra den ene dag til den anden.

"Jeg var virkelig ked af det, for jeg vidste jo godt, hvad det indebar. Og som så ung at skulle tage stilling til det. Vi havde jo hele verden foran os. Lukas, der spiller fodbold, og mig, der rejser. Det var jo lige pludselig at skulle omlægge hele sit liv for det."

Image 1

At lægge sine egne gener på hylden

De gik i gang med ICSI-behandling, og Johanne var igennem fire ægudtagninger. Æggene blev befrugtet, men de udviklede sig ikke. Ret hurtigt blev ægdonation nævnt – og det ramte hende et særligt ømt sted.

"Det er svært, når man lever i en verden, hvor man lever af sit udseende. Altså det der med at skulle lægge sine egne gener på hylden. At det blev så overfladisk."

Pludselig stod hun med noget, der føltes som et katalog i hånden. Højde, vægt, øjenfarve – og journaler med oplysninger om donorens familie.

"Hvordan vælger man et menneske ud fra højde og drøjde og øjenfarve? Vil du have fregner? Vil du ikke have fregner? Når man møder et andet menneske, så tager man jo ikke stilling til de ting."

Image 2

Derfor valgte Johanne og Lukas at lade klinikken træffe valget for dem. De fik taget billeder af sig selv, og klinikken matchede ansigtsform, øjenfarve og øjenform, så barnet ville få noget genkendeligt. Parret boede stadig i Aarhus, men behandlingen foregik gennem en klinik i København, der samarbejdede med en stor international fertilitetsklinik i Barcelona. Æggene blev doneret og befrugtet i Barcelona, og samarbejdet gav et langt større udvalg af donorer, end der findes i Danmark.

"Det var bare rart på det tidspunkt, at det ikke skulle være mit fokus. At jeg bare skulle fokusere på, at nu skulle jeg opnå graviditet, og så var der nogen, jeg stolede på, der godt kunne vælge. Jeg synes, det var for stort et ansvar."

<p>Tårer og coladåser på Santorini</p>

Tårer og coladåser på Santorini

Undervejs tog parret en pause fra behandlingen og fra Aarhus og rejste til New York, hvor Johanne arbejdede. Lukas sagde sit job op hos AGF og rejste med rundt. De rejste sammen – og fløj hjem til behandling ind imellem.

Da svaret på den første runde med ægdonation skulle komme, var de på Santorini, hvor Johanne var på job for en kunde. Lukas bad hende vente med at åbne mailen, til hun havde fri. Men hun var sikker på, at det nok skulle gå. Det var jo ægdonation.

Der var ét æg, der var blevet til en blastocyst. Kun ét.

"Og jeg græder. Jeg græder så meget, og de må ikke vide det på jobbet. Jeg græd al makeuppen af, og jeg måtte ligge med to coladåser på øjnene, fordi jeg var bange for, at de fandt ud af det."

Da hun kom tilbage på settet, blev Make-upartisten vred, fordi hun troede, Johanne havde ligget i solen og fået solstik – hun var rød i hele ansigtet. Det var hårdt at skulle bære på så meget alene, i et arbejdsliv uden fast arbejdsplads og kolleger at læne sig op ad.

"Det var så mærkeligt at skulle holde det hemmeligt, for man kan jo ikke bare lægge det ud til hver eneste kunde, man møder. Men billederne blev gode."

Det ene æg blev til Magda. To år efter, de var begyndt i fertilitetsbehandling, blev Johanne gravid, og i august 2020, midt i coronatiden, kom Magda til verden. Johanne var 26 år, og familien var nu flyttet til København.

Graviditeten var problemfri.

"Jeg kan ikke lave dem selv, men jeg er god til at bære dem. Jeg elskede at være gravid. Når man har ønsket noget så længe, så dyrker man det også lidt mere. Og jeg turde også godt tro på det. Jeg havde jo ikke oplevet graviditetstab på det tidspunkt."

Kort efter spurgte Johanne klinikken, om donoren kunne donere igen, så de kunne have æg på frys til en biologisk søskende. Men donoren havde allerede doneret seks gange, og det er det maksimale.

"Lukas og jeg kiggede på hinanden og var sådan: Okay, men når vi nu alligevel er sådan en regnbuefamilie, så er det sgu lige meget. Gener er gener. Vi er bare mennesker alle sammen. Og det er jo kærlighedsbørn uanset hvad."

<p>To kufferter og en bæresele</p>

To kufferter og en bæresele

Familien boede i Nordvest i København, men Johanne faldt aldrig rigtig til. Da Magda var halvandet år, sad de på en café i København – der, hvor de altid tog de store beslutninger – og spurgte sig selv, hvad de egentlig havde at miste. Lukas var på barsel, og begge kunne arbejde remote. Han var begyndt at fotografere.

Så de solgte alt, hvad de ejede, og flyttede til 50 kvadratmeter i Barcelona med to kufferter og Magda i bæreselen.

"Fire tallerkener, et skærebræt og en kniv. Det var den største frihedsfølelse. Når man har været igennem noget, der var så intensivt og fangende, og man sad et sted, hvor man ikke følte sig hjemme, så er det bare så fedt at komme op på toppen af Barcelona. Det var, som om alt lettede fra skuldrene."

Livet var enkelt: stranden hver dag, lave udgifter og et barn, der var hjemme det meste af tiden. Men efter et år begyndte savnet af det sociale at trække.

"Når du har en toårig, så får hun jo ikke nogen relation til bedsteforældrene, når det er en gang hver fjerde måned de ser hinanden."

Image 1

Hjem til Thy

Johanne er vokset op i Sjørring i Thy, og hun havde længe holdt øje med boligmarkedet. Hvis hun skulle flytte hjem, skulle det ikke være til den by, hun kom fra, men ud til fjorden eller havet. Der var ikke meget til salg i det område, de kiggede på, men da der for første gang i ti år kom et hus til salg på den vej, hun drømte om, så hun det over FaceTime, mens hendes far gik rundt i det. Det skulle være deres hus.

"Jeg havde lidt ondt i maven, da vi skrev under, fordi vi skrev under, og så var vi sådan: Hvad skal vi lave? Hvad skal vi arbejde med? Men min mor og far er der, og det skal nok gå. Det var lidt med rystende hånd, vi skrev under."

Huset var et renoveringsprojekt, og det blev større, end de havde regnet med. Budgettet slap op, og gavlen måtte stå åben en tid. Men det var et nyt kapitel, og en god veninde boede kun 200 meter væk. De to jokede endda med at få barn nummer to samtidig, så de kunne holde barsel sammen.

"Jeg troede jo, at jeg havde fundet løsningen på at få barn nummer to. Jeg troede, det var ægdonation, for det lykkedes første gang. Det er godt at have en naiv tilgang, indtil det lige pludselig rammer en."

Image 2
<p>Fire æg på frys</p>

Fire æg på frys

Johanne og Lukas ventede med at gå i gang, til renoveringen var færdig. De ville ikke blande de to ting. Da Magda var tre, var tiden kommet. Samme klinik i København og Barcelona, samme metode, samme måde at vælge donor på. Første donation gav ingen befrugtede æg, men de fik en ny runde gratis, og efter en tur til Barcelona, hvor Lukas afleverede en frisk prøve, lå der fire blastocyster på frys.

"Vi var bare sådan: Skål! Og der var endda til tre børn. Igen den der naive tilgang – den bærer mig altså langt på nogle områder."

Men nu boede de i Thy, og ægoplægningerne foregik i København. Før hver oplægning skulle Johanne til scanninger og forundersøgelser. Hun kørte hjemmefra klokken fire om morgenen, parkerede i Aarhus og tog bussen klokken seks hele vejen til København. Scanningen tog fem minutter. Så gik turen hjem igen. Det skulle hun to-tre gange per forsøg.

Første forsøg lykkedes ikke. Andet forsøg blev en biokemisk graviditet, hvor ægget sætter sig fast, men graviditeten kommer aldrig rigtigt i gang.

"Det er sådan, hvor man lige kan se to utydelige streger på testen, og så forsvinder de langsomt ud igen."

Inden tredje forsøg fik hun lavet eksterne scanninger på en klinik i Midtjylland og en kikkertundersøgelse af livmoderen. Alt så normalt ud. Så blev det sidste æg lagt op, og Johanne blev gravid.

"Og jeg var bare sådan: Selvfølgelig skulle det være det sidste. Perfekt. Så er vi ovre det."

Hun blev afsluttet på fertilitetsklinikken. Men en dag, hvor hun havde fotooptagelse hjemme i huset, kunne hun mærke, at noget ikke var, som det skulle være. Lige da kunden var kørt, begyndte hun at bløde. På akutklinikken blev det konstateret, at hun aborterede. Hun var syv uger henne.

"Bare i de syv uger, der har jeg jo mærket graviditeten, og det var jo et barn for mig. Graviditetsappen er downloadet, termindatoen er fastsat."

<p>Ti blastocyster og en ekspert i immunologi</p>

Ti blastocyster og en ekspert i immunologi

Det eneste, der holdt Johanne oppe, var tanken om at komme i gang igen. Men turene til København kunne hun ikke overskue længere, så hun skiftede til den private klinik i Midtjylland. Her fik de en dansk donor, og der kom syv æg på frys.

"Jeg jokede med, at vi var så naive sidste gang, vi sad og skålede. Tænk, hvis det så heller ikke bliver den her gang. Men det gør det. Der er jo syv. Hvad skulle man ellers tro på?"

Det blev til syv ægoplægninger – og tre biokemiske graviditeter ind imellem. Johanne blev henvist til en afdeling for gentagne aborter, men den første ledige tid var i november. Det var marts. Hun fandt frem til afdelingens erfarne forsker, som også tog imod patienter privat, og ringede direkte til ham.

"Du bliver simpelthen nødt til at tage mig ind. Jeg kan ikke vente til november."

Han tog imod hende en søndag, og efter en lang og meget teknisk samtale begyndte brikkerne at falde på plads. Måske var der en sammenhæng mellem ægdonationerne, hendes lave AMH, antallet af æg og hendes immunforsvar, som kunne være overaktivt. Ved næste oplægning fik hun en kraftigt immundæmpende medicin, som normalt gives til nyretransplanterede. Men det var det sidste og dårligste af æggene – de bedste bruger man altid først – og testen blev aldrig positiv.

Johanne og Lukas havde nu brugt ti blastocyster og omkring 300.000 kroner på behandlinger, rejser og tilvalg.

"Hver eneste gang du laver ægoplægning, så vil du gerne have assisted hatching. Det koster to tusind. Der er ikke evidens, men de vil gerne anbefale det. Og så siger man jo bare ja, for man vil have de højeste odds. Og sådan er det med mange tilkøb i fertilitetsbehandling."

<p>"Man bliver sådan en ringe version af sig selv"</p>

"Man bliver sådan en ringe version af sig selv"

I mellemtiden var det blevet muligt at få hjælp til barn nummer to i det offentlige, og for en sikkerheds skyld havde de meldt sig til i Skive. Men ventetiden på ægdonation var lang, måske et år. Så de bookede en måneds autocamperferie i september. De skulle bare væk. For samtidig var der pludselig seks par i deres nære omkreds, der ventede sig.

"Jeg kunne ikke være i det. Man bliver simpelthen sådan en ringe version af sig selv."

Selv udsigten fra huset føltes tom.

"Jeg sagde til Lukas: Jeg skal ikke bo på 200 kvadratmeter, hvis intentionen har været at fylde det med børn, og vi ikke kan fylde det med børn. Jeg flytter til Barcelona igen. Det var sidste gang, jeg husker at livet føltes let."

En kvinde i blå kjole

Måneder tidligere havde en kvinde skrevet til Johanne på Instagram. Hun var berørt af familiens historie og ville gerne vide, hvordan man bedst kunne hjælpe folk i fertilitetsbehandling. Johannes svar var enkelt: Der mangler æg. Hvis du vil gøre en forskel, så donér.

Det var ikke en hentydning – Johanne havde ikke selv brug for en donor på det tidspunkt. Men da tingene så sortest ud, skrev kvinden igen: Hvis Johanne fik brug for det, ville hun gerne hjælpe.

Johanne havde egentlig givet op. Men hun sagde ja til at mødes, fordi hun ville se, hvad det var for et menneske. De mødtes på den samme café i København, hvor Johanne og Lukas altid tog de store beslutninger.

"Hun kom cyklende med ring i næsen og en blå kjole en sommerdag, lidt for sent på den. Og hun er bare så hjemlig. Kender du det, når man møder et menneske, hvor der bare ingen overflade er?"

De endte med at sidde i tre timer og tale om alt andet end ægdonation. Undervejs spurgte Johanne, hvorfor hun egentlig ville donere.

"Hun sagde bare så fint: Hvis der er en lille bitte ting, jeg kan gøre i en verden, der kan være så grim, så vil jeg gerne det."

Johanne havde også været i kontakt med andre private donorer, men det havde føltes besværligt. Med kvinden i den blå kjole var det anderledes.

"Det skal komme fra hjertet. Det skal ikke være en besværlighed. Og hun fik mig virkelig ikke til at føle, at jeg tog noget fra hende."

Image 1

Grædende på en kroatisk strand

På grund af sit studie kunne donoren kun i september – samme måned som autocamperferien. Da klinikken ringede, mens familien var i Kroatien, og sagde, at det først kunne blive oktober, brød Johanne sammen på stranden. Men hun gav ikke op. Hun bad sygeplejersken om at løbe ned og sige, at donoren kom til undersøgelse dagen efter.

"Og så kunne jeg høre, sygeplejersken løb ned ad trapperne: Hold lige, vi har en ægdonor, der skal gøres plads til i morgen! Og jeg var bare sådan: Ej, tak."

Mens Johanne var væk, gennemgik donoren sin behandling derhjemme. Det føltes rart og næsten symbolsk at være på afstand. På dagen for ægudtagningen mødtes de to kvinder i Skive og spiste frokost sammen.

"Det var en meget personlig proces i forhold til, at det foregik i Barcelona med Magda."

Det blev til syv blastocyster. Johanne blev først nedreguleret i ni uger, hvor kroppen sættes i kunstig overgangsalder, for at nulstille et system, der i to år havde været fyldt med hormoner. Så blev det første æg lagt op.

Det blev til Roberta.

Image 2
<p>Gravid i kroppen, men ikke i hovedet</p>

Gravid i kroppen, men ikke i hovedet

Men Johanne troede ikke på det. Den naive tilgang, der havde båret hende så langt, var væk.

Det er en kontrast, hun stadig bliver rørt af at tale om. For kort forinden, på autocamperferien, havde hun sluppet drømmen.

"Jeg sagde til mig selv på den her ferie: Jeg er bundlykkelig. Jeg har alt, hvad jeg har brug for. Jeg har Magda, jeg har Lukas, jeg har en autocamper. Jeg behøver ikke mere. Jeg havde solgt huset i hovedet og var sådan: Nu skal vi se noget andet."

Forløbet for at få Roberta havde været langt hårdere end forløbet med Magda. Første gang havde Johanne ikke vidst, hvad hun kæmpede for. Nu vidste hun det. Hun kendte kærligheden til et barn. Hun brændte for at give Magda en lillesøster eller lillebror, og hver gang et forsøg slog fejl, mistede hun ikke bare en drøm, men et barn, hun allerede kunne se for sig i familien.

"Da jeg prøvede at blive gravid med Magda, var der jo ikke én, der stod og kaldte på en søskende. Når man har en på seks, så ved man godt, hvad man går glip af. Det var så meget sværere den her gang."

Også derfor blev graviditeten med Roberta helt anden end med Magda. Hvor Johanne dengang havde nydt hvert øjeblik, følte hun sig nu afskåret fra det, der skete i hendes krop. Hun fik scanning efter scanning og havde brug for at se igen og igen, at alt var, som det skulle være.

"Jeg var gravid i kroppen, men ikke i hovedet."

Hun begyndte at gå til samtaler hos en fertilitetspsykolog, som sagde noget, der satte tingene i perspektiv.

"Du har jo ikke kun været i fertilitetsbehandling i tre år den her gang. Du har faktisk været i fertilitetsbehandling i seks år."

Den første behandling havde Johanne aldrig bearbejdet. Hun havde lukket den i en skuffe og var rejst til Barcelona. Nu skulle det hele bearbejdes på én gang, midt i en graviditet, hun ikke turde tro på.

Johanne beskriver sig selv som positiv af sind. Men forløbet har kostet noget.

"Jeg er altid sådan: Det finder vi ud af. Det skal nok kunne lade sig gøre. Jeg er blevet båret gennem livet med den indstilling, men den er blevet taget fra mig. Og det har nok været den største bekostning i fertilitetsbehandlingen. Min naivitet og spontanitet er virkelig i bund, fordi jeg har brændt mig på den."

Efter uge 20 begyndte det at vende. Roberta var aktiv, og Johanne kunne mærke hende hver dag. Langsomt begyndte hun at kunne nyde graviditeten. Men hun var stadig ikke sikker på noget, før hun havde datteren i armene. Hendes søster havde tidligere mistet sin søn sent i graviditeten, og det havde gjort et stort indtryk på hende.

"Der er ikke noget, der er sikkert i det her."

<p>Da ventetiden pludselig var forbi</p>

Da ventetiden pludselig var forbi

Dagen før barsel, fire uger før termin, stod Johanne og fotograferede børnemøbler i huset, der var fyldt med kunder. For første gang i lang tid mærkede hun en ren, stille lykke. Hun var helt euforisk. Så mærkede hun noget vådt.

Hendes veninde, der er læge, fulgte med hende ud på toilettet. Det var blod.

"Jeg græder med det samme, og jeg får bare et flashback til min søster."

På sygehuset i Thisted kendte Johanne flere af personalet. Hende, der tog imod dem, kendte både Johannes og søsterens historie. Scanningen viste, at alt var fint, og fordi hinderne ikke var bristet, blev Lukas sendt hjem for at pakke og sende kunderne godt afsted.

Men blødningen tog til. Pludselig var stuen fyldt med personale, der satte drop i begge hendes hænder. Nu var det akut kejsersnit. Personalet kunne ikke få fat i Lukas, og Johanne nåede kun at skrive to ord til ham: Kom nu.

"Han tror, det er sådan: Kom nu, jeg har nogle små veer."

Klokken 15 sendte hun beskeden. Klokken 15.20 var Roberta ude. På de minutter nåede Lukas at køre ind til Thisted, få det blå tøj på og stå ved hendes side.

"Jeg så ham bare komme med den der autostol. Han vidste jo ikke, at det var akut kejsersnit. Jeg sagde: Skat, det er kejsersnit. Du må ind og have det blå tøj på nu."

Johanne var bange og kunne ikke rigtig være til stede, så hun bad en sygeplejerske om at tage billeder. Og så bad hun om at se sin datter komme ud.

"Øjeblikket jeg siger det, bliver forhænget trukket ned, og så kommer hun ud. Det var helt roligt. Det var ikke på nogen måde stressende eller akut."

"Da hun var ude, sagde jeg til hende, der stod ved siden af mig: Har I puttet noget i droppet? Morfin eller fentanyl eller sådan noget mod smerterne? For jeg har det bare så godt. Og hun sagde: Nej, det er bare dine egne lykkehormoner."

"Det blev akut, men det var en virkelig fin og rolig oplevelse. Og det har jeg også skulle skille ad."

<p>Farsbrød og sonde klokken tre om natten</p>

Farsbrød og sonde klokken tre om natten

Roberta vejede 2.600 gram, men skulle have hjælp til at spise og fik sonde. Familien blev indlagt i tre uger. Det blev deres sommerferie: fire hvide vægge og udsigt til kantinen. Men de fik det bedste ud af det. De holdt skovtur i gården, gik ned i byen og drak kaffe i Elsk, hvor Lukas arbejder.

"Nu var Roberta her, så havde det hele et formål. Jeg kunne godt holde til at pumpe ud otte gange i døgnet. Det var sådan en lille tryg bobbel derinde."

Magda syntes, det var et super dejligt hotel. Johanne selv elskede hospitalsmaden – skinkegryde, svensk pølseret og farsbrød. Og om natten sad hun og snakkede med to af sygeplejerskerne, som hun havde gået i skole med, mens Roberta fik sonde.

"Når jeg tænker tilbage, så var det faktisk en virkelig god og hyggelig oplevelse."

Alligevel er der noget, hun savner. Hun havde glædet sig til at blive højgravid, og det nåede hun aldrig.

"Jeg lå og hørte på fødslerne gennem de åbne vinduer og tænkte: Jeg mangler bare en slutning på det her. Jeg mangler de sidste par uger. Jeg mangler den der tyngdefornemmelse. Jeg mangler at have ondt i lænden."

<p>Lavet af tanker og følelser</p>

Lavet af tanker og følelser

For Johanne betyder generne mindre og mindre. Da Roberta kom ud, tænkte hun: Jeg har fået Magda nummer to.

"Man er jo lidt det tredje ben i en taburet. Havde det her æg været i en anden livmoder, var hun jo blevet en anden. Hun er lavet af min krop, mine tanker og følelser."

Og selvom Johanne har ligget søvnløs i årevis på grund af fertilitetsbehandlingen, er nætterne med Roberta noget helt andet.

"Jeg synes, det er nemmere at være oppe om natten, for det her har jo en meningsfuld årsag. Det her er jo lykkeligt. Jeg synes ikke, det er svært at blive mor, når man har været igennem det hårde på den anden side."

<p>Hvis det her er livet</p>

Hvis det her er livet

Johanne og Lukas har seks æg tilbage fra den samme donor – og dermed muligheden for en biologisk søskende til Roberta. Allerede dagen efter fødslen sagde Johanne til Lukas, at hun gerne ville have en til. Men denne gang går hun ind til det med en anden indstilling.

"Hvis det her er livet, så har jeg alt, hvad jeg kan bede om. Jeg skal ikke flytte. Jeg har Magda, jeg har Lukas, jeg har Roberta. Lykkes det ikke, så har jeg alt. Men hvis vi kan få en treer, så vil jeg virkelig gerne."

Til andre i fertilitetsbehandling har hun et råd, der har båret hende igennem: Hav altid noget godt i kalenderen.

"Jeg har ægoplægning dér, og hvis det ikke lykkes, så har vi noget godt i kalenderen. En koncert, en overnatning et sted, en tur til byen Så man har noget at se frem til. Fordi det sluger penge, det sluger tid, det sluger overskud. Så man bliver nødt til at fylde sig selv med noget godt. Jeg har aldrig spist så mange croissanter og så meget surdejsbrød."

Og så skal man passe på sig selv – og på hinanden.

"Der kommer et tidspunkt, hvor man giver op. Og det er også der, folk siger: Bliv nu ved, det skal nok lykkes. Men man skal virkelig passe på sig selv og sit forhold, for det er alt opslugende. Der er virkelig meget andet godt i livet, fandt jeg ud af. Hvis man ser det."

Foto: Cecilia Jørgensen

Art Direction & Tekst: Laura Gilling Rosenberg

Læs også

JULIE ZANGENBERG

JULIE ZANGENBERG

Moderskab, karriere og jagten på balancen mellem ambitioner og de nære øjeblikke.

Læs mere

11. september 2025
LAURA TAKAHASHI

LAURA TAKAHASHI

Fra byliv på Frederiksberg til et nyt familieliv på Falster. Laura deler sit nye kapitel som mor.

Læs mere

21. juli 2026
MATHILDE NAUTA

MATHILDE NAUTA

Om den store kærlighed, den svære start og følelsen af at miste sig selv lidt undervejs.

Læs mere

25. juni 2026