Seneste Mom Diary

Mathilde Nauta

“Man kan godt elske sit barn højere end noget andet og stadig synes, at starten er svær.”

Da Mathilde Nauta blev mor til Theo, blev hun ramt af følelser og en virkelighed, hun på ingen måde kunne have forberedt sig på. Kærligheden var der fra første øjeblik. Den havde faktisk været der længe før, han lå i hendes arme. Men midt i den altoverskyggende kærlighed mærkede Mathilde også efterfødselsgener, ekstrem søvnmangel, afmagt, skam og et savn efter sig selv, sin frihed og det liv, hun kendte før. For Mathilde blev den første tid en svær balancegang, der i høj grad handlede om at skulle finde sig selv i et fuldstændig nyt liv - og om det akutte behov for at finde noget genkendeligt, når overskuddet var helt i bund.

25. juni 2026

Seneste Mom Diary

Mathilde Nauta

“Man kan godt elske sit barn højere end noget andet og stadig synes, at starten er svær.”

25. juni 2026

Da Mathilde Nauta blev mor til Theo, blev hun ramt af følelser og en virkelighed, hun på ingen måde kunne have forberedt sig på. Kærligheden var der fra første øjeblik. Den havde faktisk været der længe før, han lå i hendes arme. Men midt i den altoverskyggende kærlighed mærkede Mathilde også efterfødselsgener, ekstrem søvnmangel, afmagt, skam og et savn efter sig selv, sin frihed og det liv, hun kendte før. For Mathilde blev den første tid en svær balancegang, der i høj grad handlede om at skulle finde sig selv i et fuldstændig nyt liv - og om det akutte behov for at finde noget genkendeligt, når overskuddet var helt i bund.
Image 1

Fra ungdomskærlighed til familie

Mathilde er 28 år og bor på Frederiksberg med sin kæreste Lasse og deres søn Theo, der er fem måneder. Mathilde og Lasse kommer begge fra området omkring Næstved og kendte til hinanden længe, før de blev kærester.

Først da de begge var blevet single, begyndte de at skrive sammen, og efter 10 år sammen blev relationen til det familieliv, de står i nu.

Image 2
<p>En graviditet med store følelser</p>

En graviditet med store følelser

Mathilde og Lasse havde længe talt om at få børn, men beslutningen blev konkret på en rejse til Vietnam og Thailand. 

“Det var dér, vi var sådan: Nu prøver vi.”

Mathilde havde forestillet sig, at det ville tage tid at blive gravid. Men allerede i første forsøg stod hun med en positiv test i hånden. 

“Det gik meget hurtigere og kom meget bag på mig.”

Graviditeten blev både smuk og svær. Første trimester var især følelsesmæssigt hårdt, fordi tankerne fyldte meget. Hun tænkte over, hvem hun ville blive som mor, hvordan hendes relationer ville ændre sig, og hvordan livet ville se ud på den anden side. 

“Jeg vidste ikke, hvad det var, jeg gik ind til. Jeg tænkte bare: Kan jeg det her? Hvem bliver jeg? Hvordan bliver mine relationer? Der var så mange spørgsmål.”

Samtidig knyttede hun sig tidligt og stærkt til Theo.

 “Jeg gik måske og græd nærmest hver dag over, hvor meget jeg elskede Theo, og snakkede med ham i maven. Jeg er meget sådan – så knytter jeg mig bare stærkt.”

Hun glædede sig og forestillede sig livet med ham. Mathilde er en type, der let kan romantisere tingene, og det er normalt en af hendes styrker. Men uanset hvor meget hun havde glædet sig, blev overgangen til virkeligheden overvældende, fordi den første tid blev præget af ekstrem søvnmangel, efterfødselsgener og en lille Theo der græd meget.

<p>En afventende men intens fødsel</p>

En afventende men intens fødsel

Mathilde fødte på Herlev Hospital. Op til fødslen var hun ret sikker på, at hun nok ikke ville gå i fødsel af sig selv, og da terminen kom og gik, blev hun både utålmodig og rastløs. For at skabe ro lavede hun en fysisk kalender med den dato, hun forestillede sig, at Theo ville komme – og lavede lister over hyggelige og dejlige ting, hun kunne nå at lave inden da.

 “Så kan jeg finde noget ro i det.”

Med den ro begyndte kroppen allerede at arbejde morgenen efter. Da hun kom ind på hospitalet, viste det sig, at hun var 7 centimeter åben. Alligevel blev hun sendt hjem igen, da de vurderede, at fødslen ikke udviklede sig nok endnu. På vej hjem fik hun sin første rigtige ve, og kort efter måtte de tilbage.

Fødslen blev hurtigt intens. Veerne kom på linje. Samtidig havde personalet svært ved at få ordentligt fat i Theos hjerterytme. Det stod ikke klart for Mathilde, hvad der foregik, og hun var hårdt presset fysisk af de kraftige veer og manglen på kræfter.

Theo fik hurtigt elektroder på, og Mathilde endte med at klare resten af fødslen uden smertelindring. Pressefasen varede to timer, og da hun fik at vide, at næste skridt var at bruge sugekop, fandt hun de sidste kræfter frem.

 “Så får jeg bare al kraft, jeg overhovedet har tilbage i kroppen. Jeg tror nærmest, jeg brøler ham ud.” 

Theo kom til verden, og Mathilde var enormt lettet over, at han endelig var sikkert i hendes arme.

<p>Da søvnen forsvandt og kroppen kortsluttede</p>

Da søvnen forsvandt og kroppen kortsluttede

Efter fødslen blev Mathilde, Lasse og Theo på Herlev Hospital. De var usikre i den nye rolle og ringede meget på klokken. Mathilde var især ramt af en frygt for, om Theo trak vejret, når han sov.

Samtidig var hendes egen krop fuldstændig udkørt fra graviditeten og fødslen. Mathilde var ramt af flere efterfødselsgener, som udmattede hende både fysisk og psykisk. Oven i smerterne og udmattelsen kunne hun slet ikke finde ro. 

“Min krop var mega afkræftet, men jeg kunne ikke sove.”

Da de kom hjem, fortsatte søvnløsheden. I løbet af de første fem døgn sov Mathilde samlet set kun otte timer. 

“Jeg kunne simpelthen ikke slukke, og jeg ender med at blive bange for mørket. Jeg bliver bange for nætterne.”

Det udviklede sig hurtigt til en ond spiral. Det voldsomme søvnunderskud, efterfødselsgenerne, manglen på struktur og følelsen af fuldstændigt kontroltab satte sig tungt i hende. Og da Theo græd meget, uden at hun vidste, hvordan hun kunne hjælpe ham, ramte afmagten hende.

“Jeg tror, jeg havde tænkt det der med den magiske babyboble tid – men det var overhovedet ikke det, jeg oplevede. Jeg blev så chokeret over, at jeg havde glædede mig så meget, men at jeg også mærkede, at jeg var ked af det.”

I stedet stod hun med ansvaret for et lille menneske, samtidig med at hun selv var fuldstændig brugt.

“Det var bare, som om jeg skulle være voksen, men det jeg allermest havde brug for, var faktisk, at nogen tog sig af mig.”

<p>At elske sit barn og savne sig selv - behovet for det genkendelige</p>

At elske sit barn og savne sig selv - behovet for det genkendelige

For Mathilde blev moderskabet en stor kontrast til livet før. Fra den ene dag til den anden ændrede alt sig på én gang: kroppen, rollen, relationerne og følelsen af overhovedet at være sig selv. Midt i det hele stod hun med en dyb følelse af at skulle genopfinde sig selv i et fuldstændig nyt liv, hvor rammerne var ukendte. 

“Fra den ene dag til den anden skal man tilvende sig et helt nyt liv. På alle parametre. En ny krop, en ny rolle, en ny relation til din partner, en ny relation med din venindegruppe. Alt var nyt. Det er stadig en proces, hvor jeg skal forene alt og finde ud af, hvem jeg er nu.”

Kombinationen af det massive søvnunderskud, de fysiske efterfødselsgener og den konstante bekymring over, at Theo var så ulykkelig, betød, at Mathildes overskud ramte bunden. Når alt i den nye hverdag føltes kaotisk og drænende, opstod der et enormt behov for at række ud efter noget genkendeligt – små elementer det kunne minde om hendes gamle liv. Hun tænkte meget tilbage på tiden før og savnede følelsen af at kunne være alene. 

Ikke fordi kærligheden til Theo manglede, men fordi hun simpelthen ikke havde overskuddet til at prioritere de ting, der normalt lader hende op. Hun havde forestillet sig, at hun på en måde ville få sig selv tilbage, når Theo kom. I stedet føltes det som om, der var endnu mindre plads. I dag ser hun det som helt naturligt: Den plads findes naturligvis ikke rigtigt i starten, hvor alt fokus er på at være der for sit barn. Men det er følelser, man ikke kan forberede sig på på forhånd.

Samtidig blev det svært ikke at spejle sig i andres fortællinger om den første tid:

“Og det er jo også det falske ved sociale medier – at det ligner, at mange andre har overskud, og så har jeg tænkt: Hvorfor har jeg ikke det? Men det har jeg bare ikke overhovedet. Jeg kan nogle gange ikke engang rumme, at folk kommer på besøg, fordi jeg bare føler, jeg skal overleve dagen, og især hvis jeg ikke har sovet.”

Med savnet kom også skammen.

“Jeg skammede mig sygt meget over, at jeg nogle gange havde lyst til at flygte. Hvorfor tænker jeg de her tanker? Hvorfor er jeg ikke bare lykkelig og glad? Fordi det har intet med ham at gøre eller med kærligheden.”

For Mathilde handlede det aldrig om mangel på kærlighed til Theo. Men netop derfor var følelserne svære for hende at sige højt, fordi hun var bange for, at de kunne blive misforstået som om, at hun ikke var glad for situationen.

Image 1

Vendepunktet og "Whatever works, works"

Oven i Mathildes egen udmattelse græd Theo meget i de første måneder. En aften blev det så kritisk, at hun og Lasse tog akut på Herlev Hospital, efter at Theo havde grædt uafbrudt i ti timer. 

“Jeg tror ikke på, at børn eller babyer bare græder for at græde.”

På hospitalet fik de at vide, at han var sund og rask, og at han nok havde kolik. Men Mathilde kunne mærke, at der var noget mere, og de søgte derfor videre. I Nordsjælland fik de hjælp og fandt ud af, at Theo havde spændinger og en skævhed i nakken, som kunne påvirke hans mave og gjorde at han havde smerter.

“Vi brugte jo næsten to måneder på at finde ud af, hvorfor han græd så meget, og kørte fra det ene til det andet. Jeg ville jo bare gerne hjælpe ham.”

Image 2

Det blev en vigtig erfaring i at stole på det, hun mærkede som mor.

“Der er ret tit, hvor jeg egentlig havde ret i det, jeg mærkede og følte i forhold til Theo. Men jeg er kommet til at lytte for meget til, hvad andre gjorde, i stedet for at kigge på mit barn og sige: Hvad har han brug for nu? Og så stole på det.”

Midt i alt det svære fandt Mathilde også små holdepunkter i hverdagen. Ikke perfekte rutiner, men små ting, der gav ro: hyggelige momenter, lidt orden omkring sig og tanken om, at whatever works, works.

“Nogle gange skal man bare overleve."

Mathilde stod heldigvis ikke alene. Tætte veninder gav hende den nødvendige omsorg, og særligt hendes forældre trådte til. Derudover blev Lasse hendes vigtigste anker, der kunne holde humøret oppe, når hun ikke selv kunne.

Image 1

At finde små stykker af sig selv igen

For Mathilde handler det ikke om en desperat kamp for at komme tilbage til den person, hun var før fødslen. Det handler om at bygge bro mellem fortiden og nutiden. Hun har indset, at hun er nødt til at kunne mærke sig selv og have fat i noget velkendt for at kunne fungere i sin nye rolle.

“For at jeg også skal være en god mor, så har jeg mega meget brug for at holde fast i, hvad jeg som person godt kan lide, og hvad der lader mig op.”

I begyndelsen fik hun dårlig samvittighed og følte sig egoistisk, når hun mærkede behovet for at trække sig og have noget, der kun var hendes. Men i dag begynder hun at finde ro i hendes følelser. Det er ikke egoistisk – det er en nødvendighed. For hun er ikke kun mor; hun skal også finde plads til bare at være Mathilde.

Image 2
Image 1

At glæde sig til næste kapitel

Nu hvor Theo er fem måneder, mærker Mathilde for alvor, at det langsomt bliver nemmere – og langt sjovere. Hun er ved at lande i rollen som mor og glæder sig over de længere vågen vinduer, hvor de kan opleve verden og lave ting sammen som en rigtig familie.

 “Jeg drømmer om, at vi kan lave ting sammen alle tre - og så drømmer jeg om et sommerhus til stunder som familie.”

Hun glæder sig også til, at Lasse går på barsel, og de får nogle måneder sammen alle tre, hvor hun igen kan prioritere sig selv mere. Mathilde elsker at være mor – og moderskabet har lært hende at sætte endnu mere pris på sin tid og de små ting i livet, end hun gjorde før.

Måske er det netop en af de vigtigste erkendelser i Mathildes fortælling: At man ikke bliver mindre mor af også at have brug for sig selv. At ægte kærlighed og udmattelse kan eksistere side om side. Og at den første tid ikke behøver at føles magisk for alle:

“Man kan godt elske sit barn højere end noget andet og stadig synes, at starten er svær.”

Image 2

Foto: Cecilia Jørgensen

Art Direction & Tekst: Laura Gilling Rosenberg

Læs også

JULIE ZANGENBERG

JULIE ZANGENBERG

Moderskab og karriere. En ærlig fortælling om at finde balancen og værne om de nære øjeblikke.

Læs mere

11. september 2025
ALICIA SHAABAN

ALICIA SHAABAN

“Er jeg en god mor, hvis jeg ikke ammer?” Om svære ammeperioder, skyldfølelse og overgangen til to børn.

Læs mere

28. maj 2026
KATARINA KREBS

KATARINA KREBS

”Jeg er stadig mig. Bare plus ham.” En historie om identitet som den første mor i venindeflokken.  

Læs mere

29. januar 2026