Seneste Mom Diary

Josefine Dyring

Fra lang ventetid til stor overraskelse

Josefine Dyring er uddannet beklædningsdesigner fra Det Kongelige Akademi og har i fem år drevet sit eget strikdesign-brand fra et fælles værksted på Østerbro. Sammen med sin kæreste Nicky, som er anklager ved Statsadvokaten, er hun mor til Ole Morten – og venter familiens nummer to til november. Vejen til Ole Morten var alt andet end ligetil: et år med forsøg på egen hånd, en hård oplevelse i det private fertilitetssystem, en abort og siden en graviditet, hun aldrig helt turde tro på, før han lå i hendes arme. “Det blev ligesom en identitet, man tog på sig,” fortæller hun om årene i fertilitetsbehandling. I denne Mom Diary fortæller Josefine om kampen for at blive gravid, svangerskabsforgiftningen, der satte tempoet op frem mod fødslen, og de kaotiske første uger som nybagt mor. Og om den store overraskelse halvandet år senere, da en gammel graviditetstest bagerst i et skab pludselig viste to streger.

27. august 2026

Seneste Mom Diary

Josefine Dyring

Fra lang ventetid til stor overraskelse

27. august 2026

Josefine Dyring er uddannet beklædningsdesigner fra Det Kongelige Akademi og har i fem år drevet sit eget strikdesign-brand fra et fælles værksted på Østerbro. Sammen med sin kæreste Nicky, som er anklager ved Statsadvokaten, er hun mor til Ole Morten – og venter familiens nummer to til november. Vejen til Ole Morten var alt andet end ligetil: et år med forsøg på egen hånd, en hård oplevelse i det private fertilitetssystem, en abort og siden en graviditet, hun aldrig helt turde tro på, før han lå i hendes arme. “Det blev ligesom en identitet, man tog på sig,” fortæller hun om årene i fertilitetsbehandling. I denne Mom Diary fortæller Josefine om kampen for at blive gravid, svangerskabsforgiftningen, der satte tempoet op frem mod fødslen, og de kaotiske første uger som nybagt mor. Og om den store overraskelse halvandet år senere, da en gammel graviditetstest bagerst i et skab pludselig viste to streger.

Flyttede sammen, mens verden lukkede ned

“Det var den helt klassiske på de der apps,” fortæller Josefine om mødet med Nicky. De lærte hinanden at kende via Happn og Instagram i starten af 2019, men der skulle gå et halvt år, før timingen endelig var rigtig, og de tog på deres første date. “Men det gjorde vi heldigvis,” fortæller hun. For den første date blev begyndelsen på dem – og kort efter skulle omstændighederne bringe dem endnu tættere på hinanden.

Da corona lukkede Danmark ned i 2020, blev parret “lidt tvunget til at være meget sammen,” som Josefine siger. På en tre uger lang roadtrip langs Vestkysten købte de en lampe sammen – deres første fælles ting – og den blev startskuddet til snakken om at flytte sammen.

Josefine flyttede ind hos Nicky på Nørrebro. “Jeg fik sådan skiftet ting ud,” husker hun, “og lige pludselig, efter vi havde været hjemme på ferie i en uge, var han sådan: Er det ikke dumt, du betaler penge for at bo i kollektivet, når du bare alligevel er her?”

De lavede nyt køkken sammen og boede der halvandet år, inden de fandt lejligheden på Østerbro, hvor de bor i dag.

“Vi prøver og prøver og prøver”

"Jeg har altid været mega glad for børn," siger Josefine, der selv har passet søskende og kusiner gennem hele sin opvækst. "Jeg har altid vidst, at jeg skulle have børn." Men beslutningen kom ikke let. "Det er en sårbar beslutning at ville have børn," siger hun om tiden op til, at de besluttede sig for at prøve. "Vi var slet ikke i tvivl om, at det skulle være med hinanden. Det var mere spørgsmålet om hvornår." Da parret fik nøglerne til lejligheden på Østerbro, husker hun Nikkis reaktion tydeligt: "Okay, ja, let's go."

Josefine og Nicky prøvede selv i et år, uden held, inden de blev henvist til privat fertilitetsbehandling - tre inseminationer, betalt af det offentlige. "Vi fik virkelig malet fanden på væggen," siger Josefine om klinikken, hvor hun oplevede, at personalet "godt ville tjene penge." Hun husker særligt én oplevelse: "Jeg står ude i venterummet, hvor hun begynder at lave en konsultation foran de andre patienter og sådan snakker om, at 'din cyklus er jo lidt mærkelig'."

Da klinikken efter to mislykkede inseminationer foreslog IVF med ordene "det giver ikke mening at blive ved med det her," ringede Josefine selv til sin læge og fik en henvisning til Rigshospitalets fertilitetsklinik. "Det var bare trygt og rart," siger hun om skiftet. "Deres interesse var jo, at det skulle lykkes. De havde ikke andre interesser end det."

Når fertilitetsbehandling bliver en identitet

På Rigshospitalet blev Josefine gravid. Men glæden blev kortvarig. Den første graviditet endte i en tidlig abort, og i den efterfølgende måned fik hun gentagne blodprøver for at følge, at graviditeten var afsluttet. Fertilitetsbehandlingen var efterhånden blevet noget, der fyldte langt mere end selve behandlingerne.

“Det blev ligesom en identitet, man tog på sig,” fortæller hun. “Hver gang man sås med sine veninder, og de spurgte ‘hvordan går det?’, så vidste man jo godt, hvad de spurgte ind til.” Samtidig så hun mennesker omkring sig blive gravide, mens hun selv følte, at livet stod stille. “Det blev bare sådan en sort sky, jeg følte, jeg havde over mig i de år, hvor det ikke lykkedes.”

Kort efter aborten blev Josefine gravid igen. Men omkring uge seks begyndte hun endnu en gang at bløde. “Nu er den der igen,” husker hun, at hun tænkte. En scanning viste hjerteblink, men det slog langsommere end forventet, og parret blev bedt om at komme tilbage ugen efter. De mødte op overbeviste om, at graviditeten var slut.

Men scanningen viste noget helt andet. “Så sætter hun den der scanner på, og så er hun bare sådan: ‘Hov, hvad søren… Det ser helt normalt ud, og hjertet blinker.’”

“Det var den sygeste rutsjebanetur,” fortæller Josefine. Graviditeten fortsatte, men frygten for at miste fulgte med. Først efter nakkefoldsscanningen begyndte hun for alvor at tro på, at de skulle have et barn. “Der fik jeg sådan en følelse af: Okay, det sker. Der kommer et barn.”

I andet trimester begyndte glæden at fylde mere. Maven voksede, sparkene kom, og parret begyndte at gøre et børneværelse klar. Alligevel lå frygten stadig i baghovedet. “Vi sagde det ikke højt før meget sent, men sådan: ‘Har du det også lidt sådan? Hvad nu hvis vi ikke har en baby at tage med herhjem?’

Fødslen, der startede med svangerskabsforgiftning

Ved et rutinetjek i uge 38 slog en urinprøve og et blodtryksmål alarm: svangerskabsforgiftning. Josefine blev indlagt på Rigshospitalet og sat i gang med adskillige igangsættende piller - "jeg ved det ikke, supermange piller, sådan noget ni, elleve stykker" - uden at der skete meget. Da veerne for alvor satte i gang, dykkede Ole Mortens hjerterytme, og de blev hastet til en fødestue. Fordi svangerskabsforgiftning gør det farligt at presse blodtrykket op med smerte, fik hun en epiduralblokade, og fødslen blev overraskende rolig - indtil endnu et dyk fik personalet til at strømme til. Uden pressetrang blev hun bedt om at forsøge alligevel: "I skal bare gøre hvad end der er brug for, for at få ham ud. Kejsersnit, whatever. Jeg er ligeglad. Han skal ud." Efter tre presseture og en sugekop blev Ole Morten født. "Jeg kan bare huske, at jeg tænkte: jeg havde ret," siger Josefine om øjeblikket, hvor tre års frygt endelig kunne slippe sit tag. "Jeg tror aldrig, jeg havde set min kæreste græde før det."

Delestuen, hjemkomsten og de første kaotiske uger

Fordi Ole Morten var kommet med sugekop, og Josefine havde haft svangerskabsforgiftning, endte de på en delestue midt i en hedebølge. "Jeg kunne seriøst røre den anden patient, hvis jeg gjorde sådan her," siger hun om familien i sengen ved siden af, imens hun rækker hånden ud. "Det var virkelig hæsligt."

Efter én nat kom de hjem, men blev kaldt til daglige kontroller: gulsot, hælprøve, tungebånd. "Jeg måtte tage taxa, og Nicky måtte løbe med barnevognen i kæmpe varme," husker hun. "Jeg føler ikke, der er mange, der siger, at de først var ude at trille barnevognen to uger efter. Vi var ude i verden med det samme."

At være selvstændig – og nybagt mor

Som selvstændig var barslen også forbundet med en usikkerhed om, hvordan forretningen skulle køre videre. Josefines første bog udkom blot to måneder efter Ole Morten blev født, men da han først var kommet, havde hun mest af alt lyst til at være mor. “Jeg havde bare lyst til at være på barsel og nyde min baby og ikke skulle stresse over økonomi, content og nye strikkedesigns.”

Samtidig sov Ole Morten kun korte lure. “Jeg havde ingen pauser overhovedet til at lave noget som helst andet end lige at få lidt mad og børste mine tænder.” Hun holdt derfor arbejdet på et minimum og var spændt på, hvordan det ville være at vende tilbage til sin forretning efter barslen. Heldigvis gik det bedre, end hun havde frygtet. “Det gik faktisk fint nok. Helt okay. Rigtig rart,” fortæller hun. “Det giver ro i maven til næste.”

Denne gang håber Josefine at kunne holde lidt mere gang i arbejdet hjemmefra, og med en ny agent ved sin side bliver der forhåbentlig også mere plads til at nyde barslen.

Overraskelsen - gravid igen, helt af sig selv

Da Ole Morten var et halvt år, begyndte en tanke at melde sig hos Josefine, som hun ikke kunne ryste af sig. “Skal vi virkelig ikke have flere børn? Kan det passe?” Parret havde efter fertilitetsbehandlingen aftalt, at Ole Morten skulle være deres eneste. Men tanken vendte tilbage hver dag i et år: “Tænk, snyder vi os selv? Fortryder jeg det om ti år, når det er for sent?”

Til sidst satte hun ord på det over for Nicky: “Jeg kan ikke slippe tanken om, at jeg tror, vi fortryder, hvis vi ikke får flere.” De besluttede sig for at undersøge mulighederne for fertilitetsbehandling igen, og første skridt var, at Josefine skulle stoppe med at amme.

Men allerede ugen efter begyndte hun at føle sig anderledes. Hun fandt en gammel graviditetstest gemt i et skab og tog den. “Så er jeg bare gravid. Men svag. Det var sådan en svag streg,” husker hun. Hun måtte holde nyheden for sig selv gennem en hel aften med gæster, før hun kunne vise testen til en lige så overrasket Nicky. “Er den positiv? Det kan vi jo ikke,” var hans første reaktion – næsten som om deres lange fertilitetsforløb havde gjort tanken om en naturlig graviditet umulig. Ole Morten var på det tidspunkt kun 1,5 år gammel.

At opleve graviditeten på ny

"Alt har bare kørt efter bogen," siger Josefine om forskellen til første gang - ingen blødninger, ingen frygt af samme kaliber, selvom svangerskabsforgiftningen sidste gang stadig sidder i baghovedet. Det tog hende dog et par uger at vende sindet: "Jeg har virkelig brugt lang tid på at overbevise mig selv om, at det er perfekt for os med ét barn," siger hun om månederne, hvor hun havde vænnet sig til friheden efter amningen. I dag glæder hun og Nicky sig til de tætte søskende: "De gider lidt det samme," som hun siger - samme film, samme legetøj, en tæt relation ligesom den, hun selv har til sin lillesøster.

Sommerhuset og fremtiden

I sommers købte Josefine og Nicky sommerhus i Kulhuse ved Jægerspris, sammen med Josefines søster og hendes familie, i det område hvor Josefines mor også har sommerhus. "Det er simpelthen bare the dream," siger hun om udsigten til mange års familieferier der. Lejligheden på Østerbro er en andel, de købte for fire-fem år - og sammen giver de to steder parret, som hun siger, "det bedste fra begge verdener."

Til dig, der står i fertilitetsbehandling lige nu

"Jeg gider ikke give de råd, som jeg selv ikke syntes var fede dengang," siger Josefine, når snakken falder på, hvad hun ville sige til andre i behandling. I stedet peger hun på det, der faktisk bar hende og Nicky igennem: at holde fast i deres almindelige liv, side om side med behandlingen. "Vi er faktisk ret gode til ikke at grave os selv ned i et sort hul," siger hun. De tog i teateret. Hver lørdag spiste de morgenmad på den samme café. Små, faste traditioner, der ifølge Josefine gjorde, at hverdagen ikke udelukkende kom til at handle om graviditetstests og ventetid.

Et andet råd handler om følelserne, der opstår, når andre omkring én bliver gravide, mens man selv venter. Her er Josefines vigtigste pointe, at det er helt okay at rumme lykke og sorg på samme tid. Man kan sagtens være ægte glad på en venindes eller søsters vegne - og samtidig sørge over sin egen situation - uden at det ene skal fortrænge det andet. "Det er meget miksede følelser, man står i, når man får sådan en besked, fordi det jo bare er et spejl," siger hun. Selv brugte hun lang tid på at give sig selv den tilladelse: "Man ved godt, at man bliver ked af det. Men kan man virkelig tillade sig at blive det? Det kan man faktisk ikke, vel? Man tager stadigvæk den der lykkelige hat på for deres skyld, og så går man hjem og græder bagefter." I dag vil hun hellere sige det højt til andre kvinder i samme situation: begge følelser må godt være der på samme tid.

Det er, siger Josefine, det råd, hun selv ville have taget mest til sig dengang: "at man ikke behøver sætte sit liv - eller sine følelser - på pause, mens man venter. Man skal bare blive ved med at leve det, sammen med den, man venter med."

Foto: Cecilia Jørgensen

Art Direction & Tekst: Laura Gilling Rosenberg