Seneste Mom Diary

Alicia Shaaban

“Er jeg en god mor, hvis jeg ikke ammer?”

Da Alicia blev mor for første gang, kom det meget bag på hende. Graviditeten, kroppen, fødslen - og ikke mindst amningen, som hurtigt blev forbundet med smerte, brystbetændelse, flaske og en sorg over, at det ikke lykkedes, som hun havde håbet. Med Flora blev amningen igen en central del af den første tid. Denne gang var Alicia bedre forberedt, men forløbet blev stadig både fysisk og psykisk krævende med åbne sår, pumpning og frygten for, at smerten skulle vende tilbage. I denne Mom Diary fortæller Alicia ærligt om amning, moderskab, overgangen fra ét barn til to - og om at give slip på idéen om, at det hele skal se ud på en bestemt måde.

28. maj 2026

Første møde

Da Alicia og Simon mødte hinanden for ni år siden, var det via Tinder. Eller måske mere præcist: via et Super Like. Hvem der sendte det, er de stadig ikke helt enige om.

“Vi er så uenige om, hvem af os der gav et Super Like. Han mener, det var mig, og jeg mener, det var ham,” fortæller Alicia.

Kort efter inviterede Simon hende til åbningen af sin salon, men Alicia og hendes veninder gik forbi uden at gå ind. Senere mødtes de i byen, og siden blev det starten på en relation, der har haft flere kapitler. De har været sammen, fra hinanden og sammen igen. I dag har de to børn og har snart været gift i tre år.

“Vi har været kærester over flere omgange de sidste ni år. Vi har boet sammen, flyttet fra hinanden, og nu har vi været kærester i tre-fire år uden afbrydelser. Og vi har været gift i tre år her til sommer.”

En graviditet, der kom med både glæde og chok

Alicias første graviditet med Arthur var både ønsket og ikke helt planlagt. Kort tid inden havde hun været igennem en større operation, hvor hun fik fjernet en cyste på æggestokken og den ene æggeleder. Derfor vidste hun ikke, hvad det ville betyde for hendes fertilitet.

“Vi var sådan: Hvis det sker, så sker det, og hvis det ikke sker, så er det bare sådan, det er. Og så var vi så mega heldige, at det skete.”

Men selvom graviditeten var en glæde, var den også en stor omvæltning. Alicia oplevede, at kroppen ændrede sig hurtigt, og at det var svært at følge med mentalt.

“Jeg tror, det kom lidt som et chok for mig, hvordan det er at være gravid, og hvor hurtigt man skal give afkald på virkelig mange ting.”

I begge sine graviditeter tog Alicia over 25 kilo på, og særligt første gang var det svært at være i de kropslige forandringer.

“Min hud slog meget ud, og der var bare rigtig mange forandringer som gik ud over mit fysiske udseende, som jeg lige skulle vænne mig til, at sådan var det bare for en periode.”

Fødslen med Arthur blev også en hård start på moderskabet. Den tog 29 timer og satte sig i Alicia som en voldsom oplevelse.

“Det var et kæmpe chok for mig, hvor ondt det gør at føde, og hvor lang tid det kan tage. Det slog mig virkelig ud med ham.”

Når amningen ikke bliver, som man havde forestillet sig

Efter fødslen med Arthur blev amningen hurtigt svær. Alicia fik brystbetændelse få dage efter fødslen, og på hospitalet blev hun mødt af en tavle, hvor der stod “12 amninger i døgnet”.

“Jeg lå og kiggede op på den tavle og tænkte bare: 12? Jeg kan ikke engang finde ud af at lægge ham til én gang.”

Hjemme forsøgte Alicia og Simon sig med triple feeding: først amning, så flaske og derefter pumpning. Men med Simon tilbage på arbejde efter 14 dage og et spædbarn, der hurtigt fik præference for flasken, blev det for meget.

“Jeg skulle hver gang, jeg havde gjort det, skolde alle de ting, jeg havde brugt – både flasker og pumpedele – og så starte forfra igen to timer efter.”

Til sidst besluttede de at stoppe amningen og gå over til flaske. Det gav ro i familien, men sorgen kom senere.

“Den deciderede sorg omkring det kom først et par uger efter, fordi overskuddet ligesom kom tilbage. Der var man sådan: Hvorfor kæmpede jeg ikke mere for det her?”

Alicia beskriver, hvordan hun begyndte at sammenligne sig med andre og føle, at hun skulle kunne forklare, hvorfor hun ikke ammede.

“Jeg tænkte: Er jeg en god mor, hvis jeg ikke ammer? Kan jeg godt tage med i mødregruppe, hvis jeg er den eneste, der kommer med flaske?”

At finde modet til at prøve igen

Med Flora vidste Alicia, at hun ville forberede sig bedre. Hun tog ammekurser, læste bøger og købte alt det grej, hun kunne forestille sig ville hjælpe. Men da mælken løb til på tredjedagen, kom brystbetændelsen igen – denne gang endnu voldsommere. Alicia fik åbne sår, svamp og bakteriel brystbetændelse med streptokokker.

“Da hun var en uge, græd jeg af smerte under hver amning. Jeg måtte simpelthen sige: Det kan fysisk ikke lade sig gøre.”

I en periode gik de over til flaske, mens Alicia pumpede hver anden time døgnet rundt for at holde mælkeproduktionen i gang. Hun fik behandling, og langsomt begyndte de at etablere amningen igen. Det sværeste blev ikke kun det fysiske, men også frygten for smerten.

“Én ting er at føde. Det er ligesom en lineær oplevelse. Men amning, der kan du i teorien godt sige: Det her kan jeg ikke. Så man skal sætte sig psykologisk op til hver gang, at det her potentielt gør mega ondt, men jeg vil gerne gøre det.”

Efter seks uger stoppede Alicia med at pumpe mellem amningerne, og Flora fik både flaske og bryst. Da Flora var to måneder, afviste hun pludselig flasken helt.

“Så var hun bare sådan, at den skulle hun ikke nyde noget af. Og så var vi sådan: Så er der jo ikke andet for end bare at blive ved med at amme fuldt.”

I dag ammer Alicia Flora fuldt. Det blev ikke den nemme vej, men det blev en vej, de fandt sammen.

“Af alle de ting, jeg har oplevet i mit liv, var det her virkelig imponerende.”

Flasken, der gjorde en forskel

I forløbet med Flora brugte Alicia og Simon Caramma-flasken, og for dem gjorde den en stor forskel. Med Arthur havde de brugt en almindelig flaske, hvor mælkeflowet var hurtigt, og Alicia oplevede, at han derfor hurtigt foretrak flasken frem for brystet.

“Det er jo klart, at de tænker: Hvorfor skal jeg sidde og kæmpe indædt ved brystet, hvis det bare løber hurtigt ned i en flaske?”

Med Caramma oplevede hun, at flowet mindede mere om brystet, og at Flora skulle arbejde for mælken.

“Den brugte vi hele perioden igennem. Og det er, mener jeg, grunden til, at hun ikke fik præference for flasken. Der kom ikke noget tidspunkt, hvor hun valgte flasken frem for brystet. Der kom kun til sidst, hvor hun valgte brystet frem for flasken.”

For Alicia gav flasken også en psykologisk tryghed i en periode, hvor hun var usikker på, om amningen kunne genetableres.

“Det var en tryghed i at vide: okay, hun får nok. Jeg kan se, hun drikker den her flaske.”

En anderledes fødsel med Flora

Hvor fødslen med Arthur var lang og hård, blev fødslen med Flora en helt anden oplevelse. Alicia havde frygtet, hvad der ville ske anden gang, især fordi den første fødsel havde sat sig i både hende og Simon. Men alt gik, som det skulle.

“Hun er født inde på Rigshospitalet den første dag, sneen for alvor faldt i januar. Vejene var helt hvide, og alt var urørt. ”Fra første ve, til Flora var ude, gik der ti timer. Alicia sad på en yogabold på gulvet, og til sidst var det Simon, der tog imod deres datter.

“Jeg rejste mig op, og så stod han på den ene side og jordemoderen på den anden, og så trak han hende ud.”

For Alicia blev det en smuk og stærk oplevelse – og et vigtigt modbillede til den første fødsel. “Alt skete ligesom, det skulle.”

At gå fra ét barn til to

Overgangen fra ét barn til to har på nogle måder været lettere, end Alicia frygtede. Hun beskriver det ikke som et totalt chok, sådan som det var første gang, hun blev mor. Mere som en udvidelse af det liv, de allerede havde.

“Nu er det bare en tilføjelse til det kærlighedskaos, der er i forvejen.”

Men det sværeste har været relationen til Arthur. Alicia og Arthur har altid været meget tætte, og under barslen med ham var de sammen hver dag i et helt år. Derfor ramte det hende hårdt, når hun pludselig måtte sige nej til ham.

“Førhen har vi været meget sådan, at hvis han ville have noget, så kom vi bare og gjorde det med ham. Nu er man jo ofte nødt til at sige: Nej, jeg er nødt til lige at skifte hendes ble.”

Alicia oplevede det som små afvisninger, selvom Arthur egentlig tog det flot. Når hun endelig havde hænderne fri, kunne han finde på at afvise hende tilbage. “Han var sådan: Nej, jeg vil ikke lege med dig, jeg vil ikke have dig. Og det skulle man lige sluge og vide, at det ikke handlede om mig.”

Noget af det, der har overrasket Alicia mest, er følelsen af aldrig helt at lande i sig selv. Når hun ikke er hos Flora, er hun hos Arthur. Når hun ikke er hos Arthur, er hun hos Flora. “Der er ikke det der, hvor man bare var sig selv. Der er altid bare én ved en.”

Samtidig oplever hun, at Arthur pludselig virker meget større, efter Flora er kommet til verden. “Da vi kom hjem, var det som om, Arthur bare blev dobbelt så gammel fra det ene øjeblik til det andet, fordi hun var så lille.”

De små milepæle føles større og mere sårbare nu. At han smider sutten. At han løber ind i børnehaven selv. At han bliver stor, mens hun også prøver at følge med Flora.

“Jeg kan nogle gange få det sådan: Stop tiden. Jeg har ikke nok øjne til at holde øje med alt det, der sker her.”

Drømmen om Møn

Selvom Alicia og Simon elsker bylivet på Nørrebro, har de længe haft en fælles drøm om en anden hverdag. Simon er opvokset på Møn, og siden de lærte hinanden at kende, har de talt om en dag at flytte dertil.

“Vi kunne godt tænke os at bo på en lille gård dernede. Det har været vores snak, siden vi lærte hinanden at kende.”

Drømmen handler om mere ro, mere nærvær og en hverdag, hvor børnene kan løbe ud og være tættere på naturen.

“Det er jo en lidt anden hverdag end herinde.”

Indtil videre ligger drømmen langt ude i fremtiden.

Alicias råd til andre mødre

Når Alicia skal give et råd videre til andre mødre, er det enkelt: Sænk forventningerne.

“Det er okay at sænke forventningerne til sig selv.”

For Alicia har moderskabet lært hende, at idealer og perfektion hurtigt kan blive en ekstra byrde. At hjemmet ikke altid er ryddeligt. At man ikke altid selv ser ud, som man havde forestillet sig. At nogle dage bare hænger sammen på den måde, de nu engang gør.

“Nogle gange er der bare mega rodet, og man har de samme joggingbukser på, og man aner ikke, hvilken dag det er på ugen. Og det er okay, så længe børnene er glade, og man selv er glad.”

Og måske er det netop dér, i det uperfekte og rodede, at hverdagen med små børn får lov til at være god nok.

“Så er det okay. Så er det det, der er marginen for at have det gode liv.”