Tips og Tricks

Mor til to: Det her overraskede mig

Den 23. september var jeg heldig at blive mor for anden gang i mit liv. Jeg blev mor til Carlo.

Som alle andre havde jeg en masse tanker om, hvordan det ville være. Håb. Frygt. Forestillinger. Jeg havde idéer om, hvordan vi ville gøre tingene. Der var noget, jeg var rolig omkring – jeg havde jo prøvet at blive mor før. Og så var der alt det nye. For nu ville der være to. Og den ene havde jeg aldrig mødt før.

Her er, hvad der faktisk skete.

12. Marts 2026

Gravid igen – men ikke på samme måde

Jeg blev overrasket over graviditeten. For den troede jeg jo, jeg kendte. Men det er anderledes at være gravid med et barn, når man allerede har et barn. Du kan ikke på samme måde hvile og pleje dig selv, hvis det bliver hårdt. Der er et andet lille menneske, der ikke stopper med at have behov for dig. Selv med en sej og engageret medforælder.

Mit råd til dig, der overvejer barn nummer to – eller står midt i det: Lyt mere til dine behov, end vi kvinder måske har for vane.

Det er vildt at skabe et barn med et andet barn på hoften. Vi fortjener – og har brug for – hjælp. Bed om den. Mere end du måske er komfortabel med. Aflastning, søvn, lidt forkælelse, alenetid. Det hjælper. På energien. På humøret. På alt.

Fødslen: Planlæg – og slip

Jeg følte mig mere forberedt denne gang. Og stadig dælens nervøs. Man ved jo godt, at chancen for at det bliver “som sidst” er tæt på nul.

Jeg gik til min coping-mekanisme: planlægning. Plan A, B og C. Men jeg arbejdede samtidig med at forberede mig på selve oplevelsen – uanset hvilken retning den tog. Jeg fik planlagt kejsersnit igen. Af medicinske og private årsager. Jeg havde håbet på en vaginal fødsel, men sådan blev det ikke – og så var det andet også fint.

Alt gik, som det skulle. Men jeg havde lykkeligt glemt, hvor besværet og smertepåvirket man kan være ugerne efter et kejsersnit. Det kan man godt klare. Men igen: Bed om hjælp. Insistér på, at din krop må tage den tid, den tager.

Mor til to: Det er mere! – ikke bare hårdere

Og så kom Carlo.

Vi havde fået at vide, at det var hårdt. Og det er det. Logistikken. Søvnen. Ansvarsfølelsen. Men det er mere federe, end det er hårdt. Kærlighed er så fantastisk. Til ham. Til at se Leo som bror. Til at opleve min mand far til flere børn. At føle jeg er så heldig. At nusse og igen opleve verden gennem et barns rene øjne. At lære ham at kende.

Jeg har tidligere delt, at vi søvntrænede vores første søn, Leo. Jeg er ikke ekspert, og jeg ved, det er et emne, der deler vandene. Så jeg vil bare sige: Vi undersøgte det grundigt. Det fungerede for os med Leo – og vi har været heldige med Carlo også. God søvn gør en forskel. For alle.

Men selv med søvn har efterforløbet været krævende. Kroppen skal komme sig over graviditet og operation. Sindet navigerer i voldsomme hormoner. Også her fem måneder efter kan jeg mærke pludselige humør-dyk. Eller stunder med overstimulering.

Min krop har også taget længere tid om at “komme tilbage” denne gang. Jeg kan stadig ikke passe mine bukser – og det er selvfølgelig okay, men også noget der kan være svært for vores hjerne og selvtillid at være i. Overordnet har jeg det virkelig godt. Men jeg synes, det er vigtigt at sige højt, at det ikke betyder, at alt føles let. Og jeg har veninder, der slet ikke har oplevet de her ting. Så hvis du er på vej – vær ikke bange. Men føl dig heller ikke alene, hvis du genkender det - eller har det værre.

Det underkendte fjerde trimester

Noget, der fascinerer mig, er hvor meget vi kvinder føler, vi skal please. Vi bærer børnene i os i hundredvis af dage. Vi føder dem – på den ene eller anden voldsomme måde. Og så står vi i det alt for under italesatte fjerde trimester, som kan vare op til to år, før krop og sind er i fuld balance igen. Og alligevel kan vi have svært ved at stå ved vores behov.

Lad mig sige det klart:

Hvis du ikke orker besøg i starten – sig nej tak.

Hvis du har brug for bad eller søvn – og har en partner – så må de tage bleen. Tage barnevognen. Også hvis baby græder. Det er ikke kun din opgave at lære at trøste.

Og i den forbindelse: Overvej, hvordan I kan dele ansvaret for maden til baby. Jeg ved, det kan være kontroversielt. Hvis det fungerer for dig at tage alle måltider selv, så danser jeg en hyldestdans for dig. Men hvis du ikke er der – så undersøg dine muligheder - måske du kan lære at pumpe ud, så andre kan give en flaske i ny og næ?

Jeg har selv fået fjernet mit brystvæv forebyggende for at undgå arvelig sygdom, så vi gav Carlo modermælkserstatning. Det gjorde mig ikke til mindre mor. Der kan faktisk også være en frihed i det.

Jeg ønsker ikke at fortælle dig, hvad du skal gøre. Mærk dig selv. Mærk dit barn. Lyt til de dygtige sundhedsplejersker, vi er heldige at have.

Men jeg vil gerne åbne snakken. Modellen for graviditet og moderskab har været ensporet i mange år. Jeg har selv gået lidt fra sporet. Brugt min partner mere, end jeg kan se mange gøre. Undersøgt alternativer, når jeg fik at vide: “Sådan er det bare for os kvinder.” Og det er jeg virkelig glad for jeg har.

Google. Vær kildekritisk. Hør dit netværk. Prøv ting forsigtigt af med sund fornuft og dit barns trivsel som nordstjerne.

To opgaver

Hvis jeg skal koge det ned, har jeg lært én ting:

Du har to opgaver nu.

- At passe på og elske dit barn.

- Og at passe på og elske dig selv. Det ene kan ikke lade sig gøre uden det andet.

- Få sovet.

- Få spist nærende.

- Få taget bad.

- Ring til en veninde.

- Kom ud i vejret.

- Drik vand.

- Lyt til musik.

Og gør det praktiske så nemt som muligt - hør dine mor-venner om hverdagstips. Jeg ELSKER at høre og dele disse. Et lille tip jeg kan give, giver nærmest sig selv i denne setting: når man har to børn, er der ikke overskud til at løbe tør for bleer. For os har det gjort en reel forskel at få dem leveret fast fra Tuttelu (så det også er ordentlig kvali), så én ting i hverdagen bare kører. Små logistikbeslutninger kan føles som luksus, når energien er lav. Og elsker jeg også kan få andre fornødenheder med i min levering - så skal vi ikke tænke over det.

Og så husk lige:

Hvor seje og badass vi kvinder er.

Kærlighed altid,

Julie