For Katarina har ønsket om moderskab ikke været noget, der pludselig opstod, men noget, der stille har ligget der i baggrunden gennem hele hendes liv. Hun er 27 år og blev mor til Alfred for første gang for lidt over to måneder siden. Allerede som barn forestillede hun sig et arbejdsliv tæt på børn, og hendes familie har aldrig været i tvivl om, at det lå naturligt i hende. Hun vidste ikke, om hun ville være ung mor, men hun vidste, at hun gerne ville være mor – og måske håbede hun, at det ikke lå alt for langt ude i fremtiden.
Seneste Mom Diary
AT BLIVE MOR – FØRST I VENINDEFLOKKEN
“Jeg er stadig mig. Bare plus ham.”
Katarina Krebs blev mor til Alfred som 27-årig – som den første i sin venindeflok. I denne Mom Diary deler hun ærligt og reflekteret sine tanker om graviditeten, fødslen og tiden efter, men især om det indre skifte, der følger med, når man træder ind i moderskabet før dem omkring sig. Det er en refleksion over at balancere ønsket om stadig at være sig selv med behovet for at give plads til noget nyt, om sammenligning, forventninger og den stille erkendelse af, at man ikke forsvinder som menneske, når man bliver mor – man bliver udvidet.
29. januar 2026
En længsel, der altid har været en del af hende
Mødet med Anders
Katarina havde fulgt Anders på sociale medier i flere år og syntes, at han var interessant, men uden at forestille sig, at deres veje en dag skulle krydses.
En dag skrev han til hende. Ikke for at flirte eller invitere hende ud, men for at spørge, hvor et loppemarked, Katarina havde arrangeret, fandt sted. Hun husker stadig den blandede følelse, da hun svarede – glæden over, at det var ham, der skrev, og tanken om, at det måske bare var praktisk. Kort efter spurgte han, om de ikke skulle tage derhen sammen.
Deres første date blev et loppemarked i dagtimerne. Ingen vin, ingen middag, ingen forventninger.
“Anders drikker ikke, og det har han ikke gjort i mange år, så vi har aldrig haft den klassiske datingkultur. Det blev alle mulige mærkelige – men virkelig gode – dates. Man skal blive mere kreativ, og det er faktisk i dagtimerne, man lærer hinanden rigtigt at kende.”
Loppemarkederne blev deres fælles holdepunkt, og relationen voksede stille derfra. To år senere blev de forlovet, og for Katarina var det aldrig et spørgsmål om, hvem hun gerne ville have børn med – det havde givet sig selv, længe før det blev sagt højt.
De første tegn
Da Katarina blev gravid, var hun længe i benægtelse. Hun var i Paris med sine veninder, hendes menstruation var forsinket, og selvom Anders nænsomt foreslog, at hun tog en test, kunne hun ikke overskue det.
“Jeg kunne simpelthen ikke overskue at vide det dér,” siger hun. “Især fordi jeg vidste, at jeg ikke ville sige det til dem med det samme.”
Kroppen begyndte dog stille at sende signaler, som hun ikke kunne ignorere. Vinen smagte forkert. Lysten til at ryge forsvandt. Og da hun kom hjem og kastede op efter aftensmad, gav hun efter og tog testen. Den var positiv, og hun var allerede fem til seks uger henne. Det var ikke et øjeblik præget af panik, men af en stille erkendelse af, at noget var begyndt, som ikke kunne gøres om.
En graviditet med plads til tanker
Graviditeten var fysisk god. Katarina oplevede sin krop som stærk og velfungerende, og selvom der var lidt kvalme i starten, var det ikke det, der fyldte mest. Det, der fyldte, var de mange tanker om den fremtid, hun var på vej ind i.
“Jeg gjorde mig mange tanker,” fortæller hun. “Ikke fordi jeg var bange, men fordi det er en stor overgang.”
Især omkring uge 30 blev hun mere opmærksom på kroppen og dens signaler. Ikke som et tankemylder, men som en øget bevidsthed, hvor hormonerne også spillede deres rolle. Hun begyndte at lægge mærke til plukveer, til små forandringer i kroppen, og til den måde, hendes tanker kredsede mere om det liv, der ventede på den anden side.
Ventetiden efter termin
Katarina gik ni dage over termin, og ventetiden blev en mærkelig blanding af forventning og stilstand. Terminsdatoen havde været et fast holdepunkt gennem hele graviditeten – den dag, alt kredsede om. Og da den passerede uden at noget skete, efterlod det en tomhed, hun ikke havde forudset.
“Ens terminsdato er virkelig mærkelig, fordi det er den dag, man har forholdt sig til i ni måneder. Man tænker, at den dag sker det. Og så er den bare så antiklimatisk. Man går i seng, vågner op dagen efter, og det er bare den samme dag igen. Man sidder bare og venter, hele tiden med følelsen af, at det kan være nu – og samtidig sker der ingenting.”
Dagene gik, og selvom hun vidste, at fødslen kunne gå i gang når som helst, føltes tiden både lang og uvirkelig. Først efter hindeløsning og igangsættende akupunktur gik fødslen i gang.
En intens fødsel båret af tillid
Veerne startede om aftenen og var intense fra begyndelsen. Katarina brugte alle de redskaber, hun kunne, fra start – yogabold, varmepude og fokus. De tog tidligt på Rigshospitalet, ikke mindst for at undgå morgentrafikken, og da barnets hjertelyd viste sig at være en smule uregelmæssig, fik de hurtigt en fødestue.
“Jeg følte mig faktisk tryg hele vejen igennem,” fortæller hun. “Jeg kunne mærke, at der blev taget hånd om det.”
Efter epidural og senere ve-drop gik det pludselig hurtigt. Fra tre til ti centimeter på to timer. Pressefasen blev intens, og sugekoppen blev nødvendig, men Katarina oplevede hele tiden at være til stede og i kontrol. Alfred kom hurtigt ud, skreg med det samme, og lettelsen var overvældende.
“Jeg synes faktisk, det var mega fedt at føde,” siger hun. “Ikke nemt – men godt.”
Kroppen bagefter og alt det, ingen rigtig forbereder én på
Tiden på barselsafsnittet oplevede Katarina som et trygt sted at lande, med ro og hjælp tæt på. Men først da de kom hjem, gik det for alvor op for hende, hvad fødslen havde gjort ved kroppen – og hvor lidt hun egentlig havde været forberedt på tiden efter.
“Jeg tror slet ikke, man forstår, hvordan det føles lige bagefter. Der er så meget fokus på selve fødslen, men næsten ingen taler om dagene efter. Jeg følte, jeg var blevet kørt over af et tog – alt gjorde ondt, og jeg havde slet ikke forestillet mig, hvor voldsomt det kunne føles.”
Smerten i kroppen, ryggen efter epiduralen og andengradsbristningen blev ledsaget af en usikkerhed, hun ikke havde forventet. Frygten for, om kroppen ville hele, som den skulle, fyldte mere end hun havde forestillet sig – og det tog tid at finde tilliden tilbage.
At være den første mor i venindeflokken
Noget af det, der fyldte mest for Katarina, var at være den første i venindeflokken, der blev mor. Ikke fordi hendes veninder forventede noget af hende, men fordi hun selv gjorde.
“Jeg tror, jeg havde en følelse af, at jeg skulle vise, at jeg stadig var mig, og at jeg stadig kunne det hele. Jeg pumpede tidligt ud for at kunne tage med til ting, tog selv initiativ til aftaler og holdt fast i den version af mig selv, jeg kendte – indtil en af mine veninder sagde: du er jo bare Kata plus baby. Og det ramte mig virkelig.”
Ordene blev en lettelse. En erkendelse af, at hun ikke behøvede at holde fast i det gamle for enhver pris, men kunne give plads til, at både hun selv og relationerne omkring hende gerne måtte udvikle sig i takt med det nye liv.
At give sig selv plads – uden forklaring
I dag øver Katarina sig i at tage sin egen plads alvorligt. Ikke som et statement, men som en nødvendighed. Plads til at trække sig, når hun ammer. Plads til at sige nej til besøg, der dræner mere, end de giver. Plads til at være alene – uden at det behøver at have et formål eller en forklaring.
“Jeg vidste ikke, hvor overstimulerende det kunne være at amme og samtidig være social,” fortæller hun. “Jeg kunne simpelthen mærke, at det hele blev for meget.”
For hende blev det en vigtig erkendelse, at det er helt okay at gå ind i et andet rum. At tage en pause midt i det sociale. Ikke for at trække sig fra verden, men for at kunne være i den. Det handler ikke om at lukke andre ude, men om at tage sig selv alvorligt i en tid, hvor alt er nyt – både i kroppen og i hovedet.
Fremtiden – med ro, fleksibilitet og åbne døre
Katarina og Anders har begge fleksible arbejdsliv, og det har givet dem mulighed for at tage overgangen til familieliv i deres eget tempo. De er begyndt at arbejde igen i små skridt og finder løbende ud af, hvordan Alfred også kan være en del af det liv, de bygger – uden at noget bliver forceret.
Undervejs har Katarina samlet sine egne små erfaringer, som hun gerne deler videre. At wrap-bodys er langt nemmere end tøj, der skal over hovedet på en nyfødt. At lidt føntørre varme ved bleskift kan gøre en stor forskel. Og at det ofte er de små justeringer, der gør hverdagen mere blid – både for barnet og for en selv.
Men vigtigst af alt har hun lært, at der ikke er noget, man skal nå. Fremtiden er ikke fastlagt. Hun drømmer om flere børn, måske tre, og om nye projekter, der passer til den fase i livet, hun er i nu. Men uden hast.
Hun er stadig sig selv. Bare plus ham.
