Mom Diary

Når én baby bliver til tre:

Sofie Marias rejse ind i moderskabet

Den overvældende følelse af at blive mor kan føles som at blive kastet ind i et stormvejr af kærlighed, tårer og uforudsigelige rutiner. For Sofie Maria begyndte hendes moderskab med et chok - tre hjerteslag på skærmen, seks uger efter et tab. Nu deler hun ærligt om at balancere alt kaos, kærlighed og kunsten i at huske sig selv, selv når alt handler om de små.

16. oktober 2025

Når én baby bliver til tre:

Sofie Marias rejse ind i moderskabet

16. oktober 2025

Som 18-årig blev Sofie Maria opdaget på gaden af en modelagent – og pludselig stod hun i et helt andet lys. Årene efter bød på internationale skønhedskonkurrencer, modeuger og en kontrakt i Indien.

Men bag glamouren voksede et ønske om noget mere jordnært. Hun rejste hjem til Danmark, tog en kandidat i virksomhedsledelse og fandt sin vej inden for økonomisk kriminalitet – et arbejde, hvor hun er med til at beskytte mennesker mod svindel og økonomisk uretfærdighed. I dag prøver hun at finde hoved og hale i balancen mellem babybleer og sin egen identitet.

Da håbet kom tilbage

I 2023 ventede Sofie Maria og hendes kæreste, Rasmus, deres første barn. De var lykkelige. Men i uge 11 skete det, alle gravide frygter. Sofie Maria kunne mærke, at noget ikke var, som det skulle være, og kort efter fandt parret ud af, at hjertet ikke slog.

Sorgen lå tungt i kroppen, men kun seks uger senere fornemmede hun, at noget var anderledes. Kvalmen. Trætheden. Tyngden. Og da hun igen lå på briksen til en scanning, mærkede hun Rasmus’ hånd i sin. Denne gang lød der tre små hjerterytmer fra skærmen.

“Det kom fuldstændig bag på mig … de kunne se, at der var tre hjerteslag. Vi sad bare der og tænkte: wow. Jeg er jo ikke den største kvinde, og jeg tænkte bare – hvordan skal tre børn kunne være i min krop?”

At turde håbe – midt i frygten

Efter chokket kom virkeligheden. Sofie Marias rejse ind til moderskabet blev præget af samtaler med læger, statistikker og uendelige bekymringer. Hun fik at vide, at mange ikke fik alle tre børn med hjem.

“Jeg var stadig i sorg over et tidligere tab, så jeg var bange. Hver dag. Jeg ønskede bare, at jeg kunne spole frem og se, at alt ville gå godt.”

Hun beskriver de første måneder som et vakuum – et sted mellem håb og frygt. Hun var fysisk udmattet, men mentalt på overarbejde. Midt i alt det usikre fandt hun ét fast holdepunkt:

"Jeg havde kun ét fokus – at de skulle overleve. Det blev mit mantra. Jeg sagde det til mig selv hver dag.”

Ugerne, der stod stille

I uge 29 blev Sofie Maria indlagt på Rigshospitalet. Ét af børnene, Helios, voksede ikke som han skulle – han fik ikke næring nok. Fra da af handlede alt om overvågning, scanningskurver og hjerteslag. Dagene flød sammen af en konstant bippen af et måleapparat og en jordemoders stemme.

“Jeg gik til kontrol klokken 9, 15 og 21 hver dag. Jeg boede på patienthotellet, omgivet af familier med alvorligt syge
børn. Jeg følte mig ikke syg – men jeg var bange.”, fortæller Sofie Maria.

Hun husker duften af sprit og kaffe, de grå gange og lyden af andres børn, der græd bag væggene. Og midt i det hele ønskede hun inderligt at alle hendes børns tre små hjerter ville blive ved med at slå.

"Jeg kunne ikke kontrollere noget. Det handlede om at trække vejret og tage én dag ad gangen.”

Da tre blev til fem - den længeventede fødsel

I uge 32 begyndte Helios’ puls at falde. Lægerne forklarede roligt, at hvis pulsen faldt under 70 tre gange i timen, skulle han ud. “Så vidste jeg, at nu var det tid,” fortæller hun.

Fødslen blev et vendepunkt. Et rum fyldt med stemmer, lys og hænder, der arbejdede hurtigt – men inde i Sofie Maria var der stille. “Jeg havde været så fokuseret på, at de bare skulle overleve, at jeg ikke havde forstået, hvad der ventede bagefter.”

Nu kunne Sofie Maria kalde sig mor til tre børn, og sikke en lettelse. De to piger var ret små, og havde brug for hjælp af maskiner til at trække vejret. Mens Helios, som havde kæmpet mest endte med at vise sig som stærkest.
“Det var som om hans krop allerede havde forberedt sig. Han var den, der holdt varmen bedst og iltede bedst. Det var, som om han var gået i overlevelsesmode.”, siger Sofie Maria stolt med tårer i øjene.

Dagene efter fødslen flød sammen og neonatalens rytme tog over af bip fra apparater og lyden af flasker, der blev fyldt.

“Vi var indlagt på stuen i 30 dage. Det var en meget varm sommer. Jeg kom først udenfor efter seks dage, fordi en sød sygeplejerske insisterede på, at jeg skulle komme udenfor” fortæller hun og fortsætter, “Sygeplejerske hjalp mig ud i gården, og da jeg trådte ud i solen, begyndte jeg bare at græde. Det var, som om verden pludselig blev virkelig igen.”

Sofie Maria stod dér - træt, rystet og med hjertet fyldt af både frygt og taknemmelighed. Tre bittesmå børn kæmpede for livet indenfor, mens hun forsøgte at huske, hvordan det føltes at trække vejret frit. “Jeg var mor til tre, men jeg var også sårbar. De vejede under 1500 gram. Hver dag var et nyt håb.”

For Sofie Maria blev de uger et symbol på alt det, moderskabet kan være på én gang: bekymring, skrøbelighed, kærlighed og overlevelse, og det at finde styrke midt i alt det sårbare.

Den nye hverdag – at drive en lille fabrik af kærlighed og kaos

Da Sofie Maria og Rasmus endelig kom hjem fra hospitalet, begyndte et nyt kapitel og en ny form for kaos – den slags, hvor kærlighed og udmattelse lever side om side. Hun beskriver det med et grin som “at drive en lille fabrik”.

Alt kørte i skemaer: fodre, vaske, trøste, starte forfra. Timerne smeltede sammen i duften af modermælk, babylotion og
nyvasket tøj. På sofabordet stod kolde kaffekopper, og alt handlede om rytme – hvem der sov, hvem der græd, hvem der havde brug for en hånd, et kram eller en ren ble.

Selv kærligheden skulle finde nye former.
“Rasmus og jeg elsker hinanden meget højt, men denne periode var hård for os. Vi havde ingen pauser. Men vi prøvede hele tiden at give hinanden lidt plads – bare en time, hvor man kunne trække vejret.”, fortæller Sofie Maria.

Hun møder også mange kommentarer fra omverdenen, som ikke altid forstår, hvor meget det kræver, at få tre børn på én gang - ‘Du kan jo bare pakke sutterne om aftenen’ – men nej, jeg har ikke de fem minutter. Hvis du forstår min situation, forstår du, at der ikke er luft
nogen steder.” Hun smiler, “Jeg prøver at synge mig gennem kaosset. Nogle dage sejler det – men det går.”

Hun tror ikke på perfektion. Hun tror på tilstedeværelse – også når det hele roder.

At finde tilbage til sig selv – midt babyboblen

Selvom morrollen fylder alt, har Sofie Maria et klart blik for vigtigheden af at huske sig selv. Hun kalder det sine små lommer af frihed – øjeblikke, hvor hun mærker, hvem hun er, ud over at være mor.

“Jeg skal minde mig selv om, at jeg ikke kun er mor. Jeg er også Sofie. Jeg har brug for at lave noget, der er mit – ellers drukner jeg i logistikken. Om det så bare er at gå en tur eller lave en sund salat.”

Hun smiler, da hun taler om balancen mellem moderskab, at være kæreste, kærligheden og hendes identitet.

“Hvis du elskede at høre Mariah Carey før, skal du ikke kun høre Ramasjang nu. Du skal holde fast i noget, der er dit. Det lyder banalt, men det betyder alt.”

Nu, hvor børnene går i dagpleje, mærker hun for første gang i lang tid ro. Et åndedrag, der går helt ned i maven. Hun beskriver det som en tid til at slikke sine sår. En tid til at mærke efter, hvem hun er blevet – og hvad der venter forude.

“Jeg ved ikke, hvad næste skridt bliver endnu,” siger hun og fortsætter, “Lige nu prøver jeg bare at trække vejret. Og finde tilbage til mig selv. Man skal ikke give helt afkald på sig selv. Så mister man glæden. Hvis man passer på sig selv, bliver man en bedre forælder.”

Til dig, der står midt i det – eller lige skal til det

Når Sofie Maria ser tilbage på sin rejse, er der ét råd, hun ville give til andre mødre – eller til dem, der står på tærsklen til moderskabet:

“Stol på din mavefornemmelse, og hold fast i det, der gjorde dig glad, før du blev mor. Du kan godt være en fantastisk mor, selvom du ikke gør alt efter bogen.”

Hun tror på, at vi som mødre skal blive bedre til at give slip på forventningerne – både dem, vi lægger på os selv, og dem, vi møder udefra. At være mor handler ikke om at have styr på det hele, men om at være til stede, når det gælder.

Og med et glimt i øjet tilføjer hun: “Lad være med at renovere dit køkken med nyfødte babyer – selvom det trænger!”, og begynder at grine.

Et stille punktum – midt i kaos og kærlighed
Når Sofie Maria ser tilbage, er det ikke kun de svære nætter eller de mange flasker, hun husker. Det er øjeblikkene imellem. De små hænder, der griber efter hendes. Den første latter. Solen på huden efter seks dage indendørs.

Hendes historie er en påmindelse om, at moderskab ikke handler om at gøre alting rigtigt – men om at blive ved med at mærke efter.

At finde sig selv midt i det uperfekte. At trække vejret.
At elske, selv når man er træt helt ind til knoglerne.

For som hun selv siger med et lille smil:
“Jeg har dage, hvor jeg tænker: det her kan ikke lade sig gøre. Men så kigger jeg på dem – tre små personligheder, helt deres egne - og så ved jeg, at jeg ville gøre det hele igen.”