Det er fortællingen om et år, hvor kroppen har været på overarbejde, og hvor sindet langsomt forsøger at indhente det hele. Om moderskab, frygt, sorg, kærlighed – og om at forsøge at finde hjem til sig selv igen.
MELLEM LIV, TAB OG KÆRLIGHED.
Om at give slip - og langsomt finde hjem igen
I denne udgave af Mom Diary møder vi Mia Groth – arkitekt, model og selvstændig med Studio Miarki. Et menneske, der på få måneder har stået i et af livets mest krævende og transformerende forløb.
Hendes anden graviditet udvikler sig til et højrisikoforløb med placenta percreta, hvor moderkagen vokser gennem livmoderen, videre ud i blæren og ned i livmoderhalsen. Det ender i en kompliceret, præmatur fødsel, et stort blodtab – og et endeligt farvel til den livmoder, der har båret hendes to sønner, Helmut Bille og Poul Georg.
Sammen med sine nærmeste vælger Mia at begrave livmoderen i haven. En kærlig ceremoni og hyldest for det organ, der har givet liv – og samtidig starten på en ny, sårbar og stærk fase i hendes eget.
16. oktober 2025
Graviditeten – den lykkelige start og den første uro
Den dag Mia opdager, at hun er gravid med Helmut, er hun alene hjemme med parrets ældste søn Poul, mens kæresten er på Roskilde Festival. Hun ringer til ham på FaceTime: ham i et varmt, svedigt telt en morgen med ondt i håret — hende hjemme på badeværelset med en positiv test i hånden og en glæde der nærmest ikke kan være i kroppen.
“Mens han ligger i et svedigt get-a-tent en morgen med ondt i håret, står jeg på vores badeværelse helt glad og flagrer med en graviditetstest i hånden - og lige her begynder vi bare at grine sammen af glæde”
Graviditeten starter uden de store fysiske gener – ud over en massiv træthed i første trimester. En kraftig blødning omkring uge 6 giver kortvarigt frygt for, at graviditeten er gået i stå, men til scanning ser de hjerteblink.
Mia træner, bruger sin krop og forsøger at følge med livet som mor til en 2-årig.
Til 12-ugers-scanningen ser alt fortsat fint ud. Moderkagen er foranliggende, men kan nå at flytte sig, fortæller jordemoderen.
Da graviditeten tog en ny drejning
Til 20-ugers scanningen går Mia og hendes kæreste ind med den helt almindelige forventning: at få at vide, hvor stor baby er, og at alt følger planen. Men inde i rummet skifter stemningen. Sonografen bliver mere alvorlig, og tiden føles pludselig lang. Mia er alene på briksen, mens hendes kæreste sidder i venteværelset med deres store dreng.
Sonografen tilkalder en kollega. Scanningen bliver udvidet. Også vaginalt, for at kunne se hvad der er op og ned. Og da Mia til sidst får lov at gå ud, er det ikke med en følelse af lettelse, men med en lille post-it i hånden — en tegning, sonografen har lavet, så Mia kan forsøge at forklare sin kæreste, hvad de har set. Hun forstår det ikke helt selv endnu. Hun ved bare, at noget er anderledes.
At turde håbe – midt i frygten
Fire uger senere bliver de sendt til Herlev for endnu en kontrol. Her står det mere klart: placenta accreta — en fastvokset moderkage. Moderkagen er vokset gennem livmoderen og ind i arret fra kejsersnittet ved fødslen af deres første barn. En sjælden komplikation. Og netop fordi det er svært at vurdere omfanget, bliver der booket et nyt tjek på Rigshospitalet to uger senere, denne gang hos et team med særlig erfaring i at opdage og vurdere den type sammenvoksninger. De bliver sendt hjem med beskeden, der føles som et nyt regelsæt for hverdagen: ingen hård fysisk aktivitet, intet samleje, ingen tunge løft — heller ikke af deres 2-årige.
Og så begynder ventetiden.
“Dagene mellem kontrollerne snegler sig af sted. Jeg søger efter viden, efter forklaringer, efter noget at holde fast i. Jeg tømmer internettet for information. Jeg googler placenta accreta, placenta percreta og alle følgekomplikationer. Og ret hurtigt støder jeg på et tal, jeg ikke kan ryste af mig: en dødelighed blandt fødende på omkring 7 procent.”
Ikke baby. Men hende.
Det rammer som et chok. Og sammen med det kommer tankerne om alt det, der kan ske: risikoen for en massiv blødning, og i nogle tilfælde en total hysterektomi — fjernelse af livmoderen. Nætterne bliver længere. Søvnen lettere. Nervøsiteten vokser, og uvisheden om resten af graviditeten og selve fødslen lægger sig som en konstant uro i kroppen.
“Det sætter sig som et chok i kroppen. Jeg læser, at i nogle tilfælde må man fjerne livmoderen helt. Jeg har rigtig mange vågne nætter derefter”
Indlæggelsen – savnet, frygten og de små lysglimt
Allerede tidligt i forløbet har Mia og hendes kæreste aftalt med lægerne på Rigshospitalet, at der skal lægges en plan for forløsningen primo januar. Derfor er der en særlig spænding i luften, da de den 15. januar møder op til den afgørende samtale. Det er her, rammerne for fødslen skal falde på plads.
Dagen begynder med en scanning, hvor alle tre overlæger er til stede. Under undersøgelsen opdager de, at den lakune - den blodsø i moderkagen, som lægerne har døbt “tornado vessel” — er vokset så meget, at de ikke længere kan forsvare, at Mia opholder sig hjemme, tre kilometer fra Rigshospitalet. Beslutningen bliver truffet samme dag: Mia skal indlægges fem dage senere.
Hun bliver sendt hjem med beskeden, der føles uvirkelig. Hun skal ringe 112 ved den mindste blødning. Pakke en stor taske. Og sige på gensyn til sin 2-årige søn. Planen er at afvente forløsning ved planlagt kejsersnit, mens der løbende bliver scannet og holdt tæt øje med livmoderhalsen. Hvis den afkortes, eller Mia begynder at bløde, skal baby kunne forløses inden for ti minutter.
“Jeg kan slet ikke beskrive de følelser, jeg går igennem i de dage. Frygten for at begynde at bløde, frygten for fødslen og operationen, frygten for om baby klarer den. Men mest af alt tanken om savnet til min 2-årige — det barn, jeg kender og elsker og altid er der for. Jeg tror aldrig, jeg har følt mig så magtesløs.”
Søndagen før indlæggelsen bliver brugt på ekstra mange kys og kram og en tur på legepladsen i det mest grå januarvejr. Om aftenen putter Mia sin søn og synger ham i søvn, mens tårerne stille triller. De har fortalt ham, at mor skal på hospitalet, fordi lillebror snart skal ud, og at mor kommer hjem igen, når alt er godt igen. Og at han selvfølgelig altid må komme på besøg.
Mandag morgen afleverer Mia ham i vuggestue for sidste gang inden indlæggelsen og kører sammen med sin kæreste mod Rigshospitalet. Her får hun en seng på en firemandsstue og må frem til termin ikke forlade afdelingen. Hun får jern i drop, lungemodnende
indsprøjtninger og en lamineret fødselsplan, som ligger ved hendes side hele tiden — klar, hvis hun begynder at bløde, eller hvis fødslen pludselig går i gang, og det ikke er A-holdet, der står klar.
Hun forestiller sig lange uger frem mod terminen midt i marts. I stedet ender hun med at være indlagt i tre uger, før lægerne beslutter at forløse Helmut. Uger, der bliver fyldt med lange dage, besøg og et konstant savn til livet derhjemme.
“Savnet til min store dreng overskyggede alt — selv frygten for en voldsom og tidlig fødsel. Det var det, der fyldte allermest.”
Hver eftermiddag, en times tid efter vuggestue, kommer han på besøg. De tegner, læser bøger i hospitalssengen, krammer og drikker kakaomælksammen. Det, der under indlæggelsen føles som Mias største sorg, bliver samtidig dagens højdepunkt og hendes vigtigste kilde til styrke.
Derudover er hun omgivet af omsorg. Venner, veninder og familie kommer dagligt forbi med kaffe, kage, hjemmelavet mad, take-away, bøger og blade. En aften har hendes mødregruppe dækket op i caféen i stueetagen — med tallerkener, levende lys, vinglas og take-away, lige ved siden af 7-Eleven. Små, betænksomme handlinger, der gør, at hun sjældent føler sig alene.
Jordemødre og sygeplejersker stikker hovedet ind flere gange dagligt, også når de egentlig ikke behøver. Mia føler sig set og holdt.
Fødslen – Helmut kommer til verden
Mia når helt frem til det planlagte kejsersnit den 6. februar — seks uger før termin — uden at have haft nogen blødninger. Den laminerede plan holder. Om morgenen afleverer hendes kæreste deres store dreng hos farmor og farfar og kører mod hospitalet, hvor Mia allerede har fastet og venter iført hospitalstøj.
Klokken ni bliver de hentet. Sammen går de ind på operationsstuen, blot få meter fra den afdeling, hvor Mia har boet de seneste tre uger. I rummet står omkring 20 mennesker klar: anæstesilæger, kirurger, obstetrikere, børnelæger, sygeplejersker, jordemoder og SOSU-assistenter. De hilser dem velkommen én efter én.
Mia husker stemningen som særlig varm og kærlig — men også tung af alvor.
Hun bliver gjort klar med det, der føles som uendelige IV-adgange i arme, håndled og hænder. Blodposer er gjort klar på forhånd, og allerede da hun ligger på operationsbordet, begynder de at give hende blod. Lægerne forventer et stort blodtab.
Hendes kæreste er ved hendes side under hele kejsersnittet. Indgrebet begynder med, at lægerne scanner hendes mave, mens de åbner op — for at undgå at ramme moderkagen, som
ligger foran og tæt på arret fra det tidligere kejsersnit.
Og så går det hurtigt. Helmut bliver født klokken 10.36. Han skriger, da han kommer ud, og bliver holdt op til Mia, pakket ind i håndklæder. Hun får ham helt tæt på sig.
“Jeg husker følelsen af øjeblikkelig kærlighed. Han var så blød, helt fedtet og varm. Han er her. Han lever.”
Hun kysser ham igen og igen. Kort efter bliver han taget med over til børnelægen til et tjek. Meldingen er god. Han ser fin ud. Hendes kæreste kommer tilbage med Helmut i armene, siger farvel — og følger ham videre til neonatal, hvor han skal indlægges.
Da de har sagt farvel, ændrer Mias tilstand sig brat. Hun får det pludselig meget dårligt, som om hun er ved at besvime. Hun får at vide, at hendes blodtryk falder, fordi hun mister meget blod.
“Det næste, jeg hører, er: ‘Mia, vi bliver nødt til at fjerne din livmoder, og derfor lægger vi dig nu til at sove. Er du okay med det?”
Hun får en maske over munden og bliver bedt om at trække vejret dybt. Hun når at tage ti dybe vejrtrækninger — og så forsvinder hun.
“Da jeg vågner igen et par timer senere og stadig ligger på operationsbordet, ser jeg min kæreste stå i døråbningen i hospitalstøj og smile. Det føles, som om jeg ser en engel.”
Han fortæller, at Helmut har det godt. A han har fået CPAP og sonde, og at hans tal ser fine ud. Og så kommer endnu en besked, der lander blødt midt i det hele: Helmut vejer 2600 gram — langt over alles forventning.
Mia føler en enorm lettelse. De siger på gensyn, og hun bliver kørt videre til opvågningen, hvor hendes mor møder hende.
Neonatal, pumpning og vejen hjem
Tiden efter husker Mia som mørk og tung. De første fire dage er familien indlagt adskilt: hendes kæreste sammen med Helmut på neonatal, og Mia selv på barselsgangen. På grund af rygmarvsbedøvelsen kan hun ikke bevæge sig de første to døgn og sover på en anden etage end sit nyfødte barn.
Det føles dybt ubehageligt at være adskilt.
Alligevel begynder hun straks at pumpe — hver tredje time, døgnet rundt — for at få mælkeproduktionen i gang. Samtidig med, at hun knap kan stå på sine egne ben.
Da de endelig kan være sammen på deres egen stue på barselsafsnittet, kredser alt om ét: at få Helmut til at tage på. Hendes kæreste er der i dagtimerne, indtil han må hjem for at hente deres store dreng. Om natten er Mias mor en uvurderlig hjælp.
Hun træder ind i rollen som en slags nat-sygeplejerske: hjælper med udpumpning, skoldning af udstyr, opvarmning af mælk, finger feeding — igen og igen.
Der går en uge, før familien får lov at komme hjem. Trods gulsot, vægttab og udfordringer med Helmuts afføring bliver de udskrevet fem uger før termin, efter 25 dages indlæggelse. Noget, de aldrig havde turdet håbe på.
Mia glemmer aldrig den aften, familie får lov at køre hjem. I bilen, på vej tilbage til huset, bryder hendes store dreng stilheden.
“Mor, jeg savnede dig så meget.”
Det bliver et øjeblik, der samler alt. At komme hjem. At være sammen igen. For Mia står det som den lykkeligste dag — ikke på grund af det store eller det spektakulære, men fordi de endelig er samlet.
De første uger derefter er intense. Kroppen er udmattet efter det store blodtab, og dagene går med at amme Helmut, pumpe, supplere med amme-sugerør og ellers bare være. Alt andet bliver sekundært.
“Al min energi gik med at amme Helmut og bare være. Og midt i det hele havde vi på trods nogle helt magiske første uger sammen på barsel.”
Det er en tid, der er rå og krævende — og samtidig fyldt med stille øjeblikke, der får lov at stå for sig selv.
Til dig, der står midt i det – eller lige skal til det
At begrave livmoderen – en ceremoni for det liv den har skabt
Idéen om at begrave livmoderen opstår allerede under et af de tidlige besøg på Rigshospitalet. En overlæge siger – halvt i spøg, halvt i alvor – at hvis livmoderen må fjernes, kan hun jo tage den med hjem og begrave den i haven.
“Tanken lød måske lidt skør i situationen, men den satte sig. Det gav mening for mig at tage afsked på en konkret måde med et organ, der ikke kunne leve videre, men som havde givet mine børn liv,”
Da hysterektomien bliver en realitet, beslutter hun at gøre det til en ceremoni. Hun inviterer de kvinder, der har været tættest på forløbet – veninder, familie, sin mor. Der bliver holdt tale, drukket bobler og spist kage. Mias kæreste siger et par ord, veninderne bidrager med mere spirituelle indslag, og de sidder i cirkel på et tæppe i haven.
Livmoderen bliver begravet under et bornholmsk figentræ.
For Mia bliver det en konkret og smuk måde at afslutte et kapitel og ære det, der har måtte lade livet, så hun kunne beholde sit.
Krop og identitet
Efter forløbet står Mia med en ny kropsforståelse. Året har været råt — både fysisk og psykisk. Kroppen er blevet skåret i, mistet næsten alt sit blod og samlet igen. Hun har set den overleve noget, hun aldrig havde forestillet sig, den skulle igennem.
I dag møder hun sin krop med en anden respekt end før.
“Det at blive mor, føles som en opløsning af jeget. Hvem er jeg nu? Jeg kan huske det fra første gang, jeg stoppede min barsel. Det er et benhårdt skifte.”
Overgangen fra barsel til arbejdsliv vækker samtidig en ny form for splittelse. Mia står midt imellem to verdener: rollen som mor til to små børn og rollen som selvstændig med ansvar for sin egen forretning. Skiftet føles velkendt — og alligevel anderledes denne gang.
Moderskabet har skærpet hendes prioriteringer. Tiden med børnene er det eneste, hun ikke er villig til at skære ned på. Alt andet kan justeres. Arbejdstid, tempo, ambitioner — men ikke nærværet.
Fremadrettet drømmer Mia om, at flere vil eje et Studio Miarki bord og om nye samarbejder i 2026. Men mest af alt drømmer hun om ro. En periode uden store omvæltninger. Tid til at hele. Tid til at bevæge sig langsommere - og være blid mod sig selv.
Et stille oprør
Mias barsel er netop afsluttet efter ti måneder, og nu er det hendes kæreste, der går hjemme med familiens yngste. Efter et år præget af store omvæltninger er de landet i en form for hverdag igen. Ikke som før — men som noget nyt. Hverdagen buldrer af sted, og Mia er tilbage med projekter i Studio Miarki.
Drengene har det godt. Helmut er lige begyndt at kravle og har fundet glæden ved mad. Poul har haft det svært i børnehaven, men er landet et godt sted nu — stadig med treårsalderens store følelser og høje tempo, men med ro på nervesystemet.
Indeni er der stadig bevægelse.
“Indeni miger et stille oprør i gang. Jeg har så længe skulle være i alle andres behov – nu er det tid til at mærke mine egne. Tid til ro, fordybelse og nu til at tjekke ind med alt det, der har fyldt siden året begyndte.”
Hun øver sig i at rumme flere følelser på én gang – lettelsen, sorgen, taknemmeligheden, udmattelsen.
“Jeg prøver at lære, at det er okay at være både stærk og sårbar samtidig. At moderskab også er at række ud, tage imod hjælp, sige fra og give sig selv bare en lille del af den omsorg, man giver sine børn"
Det er måske netop dér, elingsprocessen begynder.
