Seneste Mom Diary

Laura Takahashi

Fra Frederiksberg til Falster

Laura Takahashi bor på Falster med sin kæreste Marcus, deres to sønner Cornelius og Gilbert – og familiens hundehvalp, Ole. Efter flere år på Frederiksberg har familien skiftet bylivet ud med et hus på 411 m², have, mere plads og en hverdag, hvor nye muligheder langsomt åbner sig. I denne Mom Diary fortæller Laura om at flytte, lande i et nyt kapitel, give børnene frihed til at være sig selv – og om Ole, der både er kaos, kærlighed og en del af familiens nye liv.

21. juli 2026

Seneste Mom Diary

Laura Takahashi

Fra Frederiksberg til Falster

21. juli 2026

Laura Takahashi bor på Falster med sin kæreste Marcus, deres to sønner Cornelius og Gilbert – og familiens hundehvalp, Ole. Efter flere år på Frederiksberg har familien skiftet bylivet ud med et hus på 411 m², have, mere plads og en hverdag, hvor nye muligheder langsomt åbner sig. I denne Mom Diary fortæller Laura om at flytte, lande i et nyt kapitel, give børnene frihed til at være sig selv – og om Ole, der både er kaos, kærlighed og en del af familiens nye liv.
Image 1

Da moderskabet overraskede

Laura havde altid forestillet sig, at hun ville være klar til at blive mor. Hun er storesøster i en søskendeflok på fire, og familien har også haft plejebørn.

“Jeg har altid været den store og passet mine brødre, da de var små, så jeg følte mig bare så klar til at blive mor.”

Men den første graviditet med Cornelius blev meget hårdere, end hun havde forestillet sig.

“Jeg var så dårlig under min første graviditet, at jeg slet ikke kunne være i mig selv. Jeg lå bare som en grøntsag og havde total døgnkvalme, og det var nærmest som at være deprimeret.”

Fødslen varede lidt over fire dage.

“Jeg var frem og tilbage på hospitalet flere gange fra mandag morgen til torsdag aften. Det endte med, at jeg skulle have vestimulerende, fordi jeg aldrig kom dertil, hvor jeg kunne føde ordentligt.”

Da Cornelius endelig kom til verden, var Laura fuldstændig udmattet.

“Da jeg så endelig fik ham, var jeg fuldstændig smadret. Altså sådan slået tilbage i ludo. Jeg havde lige ligget et halvt år på langs, og så bliver jeg kørt over med en lastbil.”

Hun havde lyst til at vise ham frem, men kroppen og hovedet var ikke med.

“Jeg ville jo også gerne vise ham frem, så vi endte med at køre hele Lolland rundt – men jeg orkede det bare ikke.”

Image 2

Med Gilbert blev det anderledes. Hun landede bedre efter fødslen, men kort tid efter begyndte han at græde meget.

“Han kunne bare finde på at skrige. Tre-fire dage om ugen. Jeg var nærmest angst for at gå ud ad en dør, så jeg var indenfor hele forår og sommer.”

Familien fandt senere ud af, at hans tarmsystem ikke var helt færdigudviklet, og at han reagerede voldsomt på mælk og gluten.

“Da vi fandt løsningen på problemet, var der ingenting. Men det sidder stadig i en. Nogle gange kan jeg stadig have svært ved at overskue at tage ham nogle steder hen, fordi man er bange for, at han begynder at græde af smerte, og man intet kan gøre.”

For moderskabet kan planlægges på mange måder, men først rigtigt forstås, når man står midt i det. I dag er Laura landet godt – med en stor kærlighed til hele pakken.

“Jeg tror, det kom bag på mig, at det faktisk godt kunne være svært, selvom jeg havde en idé om det og havde mega meget lyst til hele pakken”

Image 1

En flytning, der havde ligget længe

For Laura og Marcus var flytningen fra Frederiksberg til Falster ikke en spontan beslutning. Tanken havde ligget der længe. Et ønske om mere plads, en have og et familieliv, der mindede mere om det, de selv var vokset op med.

“Vi ville jo godt have en have og sådan noget, som var noget, vi selv var vokset op med. Men vi havde alligevel aldrig troet, at vi for alvor ville rykke ud af byen.”

Da Cornelius nærmede sig skolestart, begyndte tanken at føles mere konkret.

“Det var primært det der med skolestart, som pressede på. Lige pludselig blev jeg bevidst om, at han jo skulle i førskole og alt muligt midt i det hele.”

Familien boede i en stor lejlighed på Frederiksberg, og derfor skulle flytningen føles rigtig.

“Vi havde det godt. Så det var også sådan: Vi flytter kun, hvis det føles helt rigtigt. Jeg gider ikke gå på kompromis med det sted, jeg skal bo.”

Image 2

Huset på Falster var faktisk ikke et, Laura først havde forestillet sig, de skulle ende med. Det lød som et større renoveringsprojekt, end hun havde overskud til midt i alt det nye.

“Først havde jeg faktisk sagt nej til ejendomsmægleren, fordi jeg var sådan: Ej, det lyder som et renoveringsprojekt af en kaliber, jeg slet ikke magter. Men så så vi det, og så var vi sådan: Ej, okay, det bliver vi faktisk nødt til at rykke på.”

I dag bor familien i et hus på 411 m². Et hus med plads til hjemmearbejde, børn, gæster, kreative projekter – og en hundehvalp, der nok havde været sværere at forestille sig midt i livet på Frederiksberg.

“Nu nyder vi det begge to, og det føles næsten som sommerferie hver dag at gå ud i haven. Det der med: skal man overhovedet på arbejde i morgen? Det føler man næsten ikke, at man skal.”

<p>Når det hele falder på plads</p>

Når det hele falder på plads

Samtidig med flytningen stod Laura også over for et arbejdsskifte. Hun er uddannet i dansk og visuel kultur fra Københavns Universitet og havde tidligere arbejdet som PR-ansvarlig i modebranchen. Senest var hun blevet partner i modefirmaet Odd Existence, men med små børn kunne hun mærke, at det ikke længere var den rigtige vej.

“Jeg kunne godt se, at det måske ikke lige var for mig med små børn. Ikke fordi jeg ikke syntes, det var mega fedt, men det var bare, som om jeg brændte ud.”

Efterfølgende dukkede der et job op som børnekulturformidler på Lolland-bibliotekerne. Et job, hvor Laura i dag arbejder med at fremme læselyst blandt børn gennem arrangementer, fortælleuniverser og nye biblioteksrum.

“Jeg tænkte bare: Okay, jeg finder aldrig et job, jeg kommer til at skulle pendle. Men så kom der et job op som kulturformidler, og jeg var bare sådan: Hvad?!”

Hun ringede til bibliotekslederen for at høre, om hendes baggrund overhovedet kunne passe til stillingen.

“Hun sagde, at hvis jeg kunne vinkle min erfaring, så den passede til jobbeskrivelsen, og hvis jeg havde noget erfaring, jeg følte, jeg kunne byde ind med, så syntes hun, jeg skulle søge det.”

Pludselig faldt hus, skole og job på plads næsten samtidig.

“Det virker næsten for godt til at være sandt. Jeg tænkte: Okay, hvad sker der snart af dårlige ting?”

<p>Børnenes trivsel kommer først</p>

Børnenes trivsel kommer først

Selvom meget faldt på plads, var overgangen ikke uden bekymringer. For Laura fyldte det især, hvordan børnene ville lande i det nye.

“Jeg var faktisk mest nervøs for skolestart, og det gik skidegodt.”

Til gengæld blev starten i vuggestue svær for Gilbert. Han landede et sted, hvor stemningen blandt de voksne ikke føltes tryg, og det kunne familien hurtigt mærke på ham.

“Der var nogle pressede stemninger mellem de voksne, som gjorde, at han ikke lige kunne falde til.”

Fordi Laura var startet i nyt job, var det Marcus, der stod for indkøringen. Det blev en hård begyndelse.

“Det satte sig lidt i ham. Det der med: Ej, hvorfor har vi gjort det her, når vi havde det godt, og nu fungerer det overhovedet ikke.”

<p>Laura begyndte også selv at tvivle</p>

Laura begyndte også selv at tvivle

“Jeg begyndte at gøre mig tanker om, hvorvidt jeg overhovedet skulle have et job, hvis Gilbert ikke havde det godt. Men på den anden side ville han dø af kedsomhed, hvis han skulle være sammen med mig hver dag – og det ville jeg jo i øvrigt også.”

Heldigvis fik familien hurtigt mulighed for at skifte vuggestue. Allerede kort tid efter kunne de mærke forskellen.

“Det gik bare så godt, og vi var sådan: Nu føltes det rigtigt. Og Marcus kunne se, at det bare handlede om, at Gilbert ikke havde været glad før.”

Det blev først dér, familien for alvor faldt ned i det nye liv.

“Så faldt vi ligesom lidt mere ned på jorden igen.”

Image 1

En hverdag med mere ro

For Marcus tog det lidt tid at vænne sig til livet uden for byen.

“Jeg tror, Marcus syntes, det var lidt svært i starten, fordi han savnede det der med, at når man kommer ud af døren, så sker der noget, og der er liv.”

For Laura var det anderledes. Hun mærkede hurtigt, at hun nød stilheden og pladsen.

“Jeg har bare nydt det virkelig meget.”

Familien har bedsteforældre tættere på, et gæsteværelse og en hverdag, hvor relationer langsomt opstår lokalt. Ikke mindst gennem Cornelius, der ifølge Laura er langt mere social end sine forældre.

“Cornelius er bare mega social. Mig og Marcus kunne sagtens være herhjemme hver dag og bare hygge os, men Cornelius inviterer alle på besøg.”

En dag havde han set nogle piger hoppe på trampolin et par haver væk og besluttede sig for, at dem ville han gerne lege med.

“Han sagde: Hende pigen vil jeg gerne lege med. Og jeg svarede: Ah, hun ser altså ret stor ud, det er ikke sikkert, hun gider lege med dig. Men han var fast besluttet på, at det ville hun godt.”

Image 2

Så skrev de et brev og lagde det i postkassen.

“Han spurgte endda, om vi ikke bare kunne skrive, at han var otte år.”

Det viste sig, at pigerne gerne ville lege. Og sådan opstår det nye liv også: lidt akavet, lidt tilfældigt og meget gennem børnene.

“Jeg kom akavet slæbende og måtte pænt sige: Hej, mit barn vil gerne lege. Og forældrene var super flinke.”

Image 1

Hundehvalpen Ole

Som en del af familiens nye liv på Falster er der også kommet en hundehvalp til. Han hedder Ole og er en Cockapoo – en blanding af kongepuddel og cocker spaniel.

“Vi fik ham, da han var lige knap ni uger. De første par dage var han egentlig rolig og stille, og han sover faktisk om natten, hvilket er dejligt.”

For Laura hænger Ole også sammen med det nye kapitel. Med huset, haven og det liv, der pludselig er mere plads til. Ikke bare fysisk, men også mentalt.

Men en hundehvalp er selvfølgelig ikke kun idyl.

“Lige pludselig begyndte han bare at være vildt fræk. Jeg havde jo godt læst mig frem til det, og min mor har også hund, så jeg ved godt, at hvalpe kan være frække. Men jeg tror, det kom bag på mig, hvor fræk han var.”

Laura griner, når hun beskriver ham.

“Hvis han havde taget en lur, kunne han finde på at spæne rundt som en motocrossmaskine, hvor jeg bare var sådan: Hvad foregår der, er han blevet hundegalskab?”

Selvom det har krævet tilvænning, føler hun, at familien er landet godt i det.

“Jeg føler, vi er kommet langt, og det har været en okay overgang.”

Ole bliver på den måde både et nyt familiemedlem og et billede på alt det, flytningen har åbnet for. Mere plads. Mere liv. Mere uforudsigelighed. Og en hverdag, hvor der er rum til det.

Image 2
<p>Et kreativt hjem</p>

Et kreativt hjem

Kreativitet har altid været en naturlig del af Lauras liv. Hun har arbejdet med mode, er uddannet i visuel kultur, hækler og har skrevet en bog med hækleopskrifter til børnetøj.

“Jeg tror bare, jeg altid har været meget kreativ og lavet alt muligt kreativt i min fritid. I perioder har jeg dyrket noget mere end andet.”

Bogen skrev hun under sin barsel med Gilbert. Den består af hækleopskrifter til børnetøj i størrelse to til seks år og handler om at give børn mere frihed i deres udtryk.

“Pointen er, at børnetøj ikke behøver at være så stereotypt eller sat i kasser. For drenge vil også gerne have glimmer. Det ved jeg jo som drengemor. Det vil de også.”

For Laura handler kreativitet ikke kun om æstetik. Det handler også om at give plads til personlighed, farver og valg, der ikke nødvendigvis følger forventningerne.

“Alting behøver ikke at være beige. Man kan tage børnene med på råd, indgå kompromiser og gøre det mere personligt.”

Derhjemme bliver der tegnet hver dag. Børnene vil gerne være med, og huset bærer præg af, at kreativiteten ikke kun er noget, der foregår, når der er ryddet op.

“De vil tit gerne være med, og vi tegner hver dag. Hele vores kommode er fyldt med tegnepapir og tegnesager.”

Men med små børn følger også rod, kompromiser og sten på spisebordet.

“Engang var jeg totalt hysterisk med, at der skulle støvsuges og være helt clean, men nu har jeg fundet ud af, at nu skal jeg bare støvsuge. For ellers bliver det ikke gjort.”

Hun har lært at leve med et hjem, hvor tingene ikke altid står, som hun selv ville sætte dem.

“Jeg gider jo ikke have rod liggende, men nu har jeg både en kæreste og nogle børn, der roder lige meget, så jeg går og smårydder op lidt hele tiden. Og så er der nogle ting, de leger med, som bare skal ligge, for de bor her jo også.”

<p>Friheden til at være sig selv</p>

Friheden til at være sig selv

Når Laura taler om, hvad hun gerne vil give videre til sine børn, handler det især om frihed. Friheden til ikke at skulle passe ind i en bestemt form.

“Jeg tror, det der med, at man ikke behøver at synes noget bestemt. Det handler om frihed for mig. At man bare skal gøre det, man har lyst til.”

Som mor til drenge har hun tænkt meget over tøj, farver og de forventninger, der kan følge med.

“De er opvokset ret frit med at tage på, hvad de har lyst til. Hernede kan det godt være lidt mere stereotypt af og til, hvor folk tænker, at lyserød er en pigefarve. Så det har jeg frygtet lidt.”

Cornelius er startet i skole, og Laura kan mærke, at han har en alder hvor han begynder at se sig selv med andres øjne.

“Nogle gange er han sådan: Ej mor, de bukser har jeg mest på herhjemme. Og det er i orden.”

Andre gange finder han sin egen måde at stå fast på.

“Mor, den her trøje er ikke lyserød, den er dræber-lyserød. For det har jeg lært ham.”

For Laura handler det ikke om, at han altid skal være modig. Det handler om at give ham sprog og redskaber.

“Hvis der er nogen, der siger, det er en pigefarve, så siger han bare til dem, at det er en dræber-lyserød. Så det er ligesom bare at vende det til noget andet.”

<p>Når man ikke længere skal videre</p>

Når man ikke længere skal videre

Når Laura kigger frem, handler drømmene ikke nødvendigvis om store planer. Lige nu er det nok, at familien er landet et sted.

“Det, jeg synes, der er dejligt lige nu, er, at fremtiden ligesom er mere åben. Det er faktisk dejligt at føle, at man er landet.”

Efter en periode med flytning, skolestart, jobskifte, vuggestueskifte, nyt hus og en hundehvalp er det en lettelse ikke hele tiden at skulle tage stilling til næste skridt.

“Vi tænker ikke: Hvad skal vi, når børnene bliver lidt større? Hvilken skole Cornelius skal gå på? Hvor vi skal bo? Alle de ting er der ikke mere.”

Huset behøver heller ikke blive færdigt med det samme. Der må gerne være projekter, der tager tid.

“Det her er ikke en tidsbegrænset løsning. Det er faktisk her, vi gerne vil bo, så det må godt tage noget tid. Det behøver ikke ske over en weekend.”

Og måske er det netop det, der kendetegner Lauras nye kapitel. Ikke at alt er færdigt. Men at det ikke længere haster på samme måde.

“Lige nu synes jeg, det er rart ikke at skulle tænke på alt muligt.”

Lauras råd til andre mødre

Når Laura bliver spurgt, om hun har et råd til andre mødre, er svaret enkelt.

“Gør, som du selv synes er rigtigt. Der er jo ikke noget, der passer til alle.”

Foto: Cecilia Jørgensen

Art Direction & Tekst: Laura Gilling Rosenberg

Læs også

THE BALANCE BETWEEN AMBITION AND BABY

THE BALANCE BETWEEN AMBITION AND BABY

Julie Zangenberg's honest story

Læs mere

11. september 2025
ALICIA SHAABAN

ALICIA SHAABAN

"Am I a good mother if I don't breastfeed?" On difficult breastfeeding periods, guilt, and the transition to two children.

Læs mere

28. maj 2026
BECOMING A MOTHER – FIRST IN A GROUP OF FRIENDS

BECOMING A MOTHER – FIRST IN A GROUP OF FRIENDS

"I'm still me. Just plus him."

Læs mere

29. januar 2026