Bortset fra en overvældende træthed i første trimester beskriver Marie Jedig sin graviditet som forholdsvis ukompliceret. Mod slutningen bliver hun dog mere fysisk begrænset, og selv almindelige hverdagsopgaver kræver, at hun prioriterer sin energi.

En uge før termin er hun til en ekstra jordemoderkonsultation, hvor der opstår mistanke om, at Helios er mindre, end han burde være. Hun bliver sendt videre til Rigshospitalet, hvor lægerne vurderer, at moderkagen muligvis ikke længere giver ham tilstrækkelig næring. Derfor anbefaler de, at fødslen sættes i gang med det samme.

“Jeg stod ude på gangen og ringede til min mor og sagde: De vil sætte mig i gang, og jeg kan slet ikke forstå, hvad det betyder, for så har jeg jo et barn lige om lidt!”

Marie Jedig havde forestillet sig, at hun ville gå over termin. Hun havde skrevet en fødselsplan og gjort sig mange tanker om, hvordan hun ønskede, at fødslen skulle forløbe.

Men pludselig er der ikke længere noget at planlægge.

Hun bliver indlagt en fredag i snestorm og starter på Angusta-piller. Fordi hun ikke er i aktiv fødsel, må Victor ikke blive, og den første nat ligger hun alene på en flermandsstue og får en vestorm.

“Jeg havde lavet det her menneske i ni måneder, og så kunne det lige passe, at jeg fucker det op natten inden. Sådan føltes det.”

Efter fødslen havde Marie Jedig forestillet sig, at den lille familie hurtigt skulle hjem til lejligheden. I fødselsplanen havde hun endda skrevet, at hun ikke ville være indlagt natten over. Men endnu en gang blev virkeligheden en anden.

Allerede dagen efter fødslen fik hun symptomer på spinalhovedpine, en følge af epiduralblokaderne. Hun blev opereret og fik lagt en såkaldt blood patch, hvilket betød fire timer væk fra Helios.

“Lige efter man har født. Det er fuldstændig ulideligt.”

Men blood patchen sprang, og hovedpinen vendte tilbage. Samtidig løb mælken til, og de hormonelle forandringer efter fødslen ramte med fuld kraft.

“Jeg havde overbevist mig selv om, at jeg skulle have ondt resten af livet. At det aldrig kunne blive godt, og at jeg aldrig ville få lov til at nyde min søn.”

Midt i det hele fik de besked om, at Helios havde gulsot og skulle i lysterapi. Den første uge blev derfor tilbragt på Riget. Da de endelig måtte tage hjem, var der igen snestorm, og Marie Jedigs forældre kom og hentede dem.

“Jeg græd i deres arme, fordi jeg var sådan: Det er så overvældende det hele, og jeg er så glad! Og da vi kom op, havde folk lavet mad til fryseren, bagt rugbrød og handlet ind til os. Bare de sødeste mennesker omkring os.”

For første gang kunne de begynde at lande i deres nye liv som en familie på tre.

Da vi spørger Marie Jedig, hvordan hun ser på fremtiden, er svaret ikke en lang liste af drømme eller ambitioner. Tværtimod.

“Jeg tror bare, jeg altid har haft det sådan: Jo flere dage i løbet af et liv, jeg kan vågne op glad, jo bedre. Altså så vinder jeg.”

Hun fortæller, hvordan moderskabet har givet hende en ny forståelse af, hvad der gør hende lykkelig.

“Jeg har det ret godt nu, så jeg øver mig i, at i stedet for at lede efter, hvad jeg skal glæde mig til næste gang, så prøve at glæde mig over nuet.”

Marie Jedig er selv vokset op i en kernefamilie, men det er Victor ikke. Og hendes søster fik sin datter som 20-årig og har siden været alene med hende. Det har gjort Marie Jedig mere formbar i forhold til, hvad det gode liv er.

“Familieliv kan være mange ting, og det gode liv kan være meget. Det er mere, hvad vi selv gør det til.”

Den tilgang går igen i hjemmet i Indre By og i hendes stil. Både interiøret og garderoben er eklektisk sammensat og følger ingen bestemt opskrift. Det skal bare føles som hende.

Under graviditeten var Marie Jedig træt af at høre “bare vent”. I dag har hun erkendt, at det endte præcis, som folk sagde.

“Alt, hvad man oplever som forældre, er en kliché. Alt det svære er en kliché, alt det gode er en kliché. Men de er blevet klichéer af en årsag. Det er så vildt, at det mest enestående, du oplever i livet, også er det mest universelle.”

Derfor prøver hun selv at lade være med at sige “bare vent” til sine veninder.

“Det er okay at lade det være ens egen oplevelse. Så i stedet for at give gode råd, ingen har bedt om, fortæller jeg hellere, hvordan jeg oplever tingene.”

Marie Jedig gør det på sin egen måde. Og lige nu er hun bare glad, som det er.