Et liv der allerede var godt
“Jeg har egentlig kendt Peter i mange år,” fortæller Thas. Hun flyttede til København i 2015 og lejede – uden at vide det – hans lejlighed gennem sin bror. Først flere år senere mødes de igen til et bryllup. Der er kemi, men timingen er forkert.
“Vi mødes sådan lidt en gang om året. Der sker altid lidt – men aldrig rigtigt noget.”
Indtil en dag.
“Vi ender tilfældigvis på det samme fly. Og da vi kommer hjem, begynder vi at date. Og så har vi været sammen lige siden.”
I dag har de været kærester i næsten syv år og gift siden 2023.
De havde et liv med frihed, spontanitet og en stærk følelse af at være præcis dér, de gerne ville være. Derfor kom beslutningen om børn heller ikke ud af en klassisk længsel.
“Vi havde et virkelig dejligt liv. Vi rejste, arbejdede og var sammen med vores venner. Vi følte faktisk ikke, at vi manglede noget.”
Beslutningen opstod mere som en stille nysgerrighed.
“Vi var sådan lidt… lad os se, hvad der sker.”
Og da hun blev gravid, ændrede perspektivet sig – ikke fordi noget manglede før, men fordi noget nyt fik plads.









